Eftermarked

Bobak: Gratis lånebiler koster branchen alt for dyrt 

Så længe forsikringsselskaberne ikke vil betale for udgifter til lånebiler, bør man som værksted overveje helt at droppe gratis udlån af lånebiler, fastslår eftermarkedschef.

Udgifterne til gratis lånebiler er for mange værksteder en af de helt store poster. Den seneste tids længere leveringstider på reservedele og mange store haglskader, der har forlænget reparationsperioderne, har kun gjort værkstedernes udgifter til lånebilerne større. 

AutoBranchen Danmark har tidligere dokumenteret, hvordan udgifterne til lånebiler mange steder er steget usædvanligt meget. Samtidig er økonomien i branchen presset fra flere sider, sådan som det blandt andet er beskrevet i AutoBranchen Danmarks rentabilitetsanalyse.  

Og derfor bør man som værksted overveje nøje, hvordan man kan reducere udgifter til lånebiler, lyder opfordringen fra Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.  

“Gratis lånebiler koster branchen alt for dyrt. Mange steder er det desværre sådan, at udgifterne til lånebiler ved nogle skader nærmest æder hele fortjenesten,” siger Nicky Bobak. 

Helt grundlæggende mener AutoBranchen Danmark derfor, at det bør være op til forsikringsselskaberne at betale for de lånebiler, som værkstederne stiller til rådighed for forsikringsselskabernes kunder. Det gør man eksempelvis på Færøerne. 

Forsikringsselskaber må betale festen

“Det er forsikringsselskaberne, der tilbyder deres kunder en gratis lånebil, så helt grundlæggende bør det jo også være dem, der betaler for festen. Jeg kan kun appelere til, at forsikringsselskaberne tager det ansvar på sig,” siger Nicky Bobak.  

Men så længe det ikke er en realitet i Danmark, bør man altså overveje, hvordan udgiften til de gratis lånebiler bliver mindre. 

Det kan være ved at begrænse udlånsperioden, sætte begrænsningerne på bilens størrelse og stand eller ved at kræve delvis brugerbetaling for den gratis lånebil efter x-antal dage.  

Motor-Magasinet har beskrevet, hvordan både udenlandske og hjemlige organisationer opfordrer til, at man dropper gratis lånebiler ved forsikringsskader. Den opfordring deler Nicky Bobak: 

“Hvis man har afsøgt alle muligheder og hvis det stadig ikke giver mening økonomisk, er der ikke andet for end at droppe de gratis lånebiler. Man skal ikke være til grin for sin egne penge,” siger Nicky Bobak.  

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert