Mens forventningerne til salget af grønne biler er høje i autobranchen, kniber det mere med optimismen, når det kommer til det samlede salg for 2022.
For hele 2022 sammenlignet med 2021 forventer én procent af de forhandlere, der har deltaget i AutoBranchens Danmarks kvartalsundersøgelse, et markant øget salg, 17 procent forventer øget salg, mens 38 procent svarer, at de forventer et faldende bilsalg og fem procent forventer et markant lavere salg. Cirka hver tredje svarer hverken eller og forventer dermed et nogenlunde uændret salg.
Det viser resultaterne af AutoBranchen Danmarks kvartalsundersøgelse, der blev foretaget i december.
Ser man isoleret på det kvartal, vi lige er gået ind i, forventer 15 procent, at bilsalget vil stige i 1. kvartal sammenlignet med 4. kvartal 2021. 47 procent forventer, at det vil være omtrent det samme. 32 procent forventer, at det vil falde.
Årsagen til det forventede fald i salg er for forhandlerne primært mangel på mikrochips og i mindre grad afgiftsændringer ved årsskiftet.
Hele 83 procent af respondenterne forventer eksempelvis ikke, at deres bilimportør kan levere det efterspurgte antal biler i 2022.
Svært at finde kvalificeret arbejdskraft
Samtidig er manglen på arbejdskraft, der er velbeskrevet i medierne og højt på den politiske dagsorden for både regeringen og oppositionen, noget der rammer autobranchen.
Over halvdelen af dem, der har deltaget i kvartalsundersøgelsen, angiver, at de har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Af dem drejer det sig om mekanikere for 78 procents vedkommende, 45 procent mangler karrosseriteknikere og 35 procent mangler sælgere.
“Jeg kan godt forstå, at mange forhandlere går ind i 2022 med blandede forventninger. De sidste par år har været rigtig udfordrende for os alle sammen. Dagligdagen er blevet vendt på hovedet igen og igen, og det er svært at vide, hvad man kan forvente. Det, som jeg til gengæld kan garantere er, at vi i AutoBranchen Danmark vil kæmpe forhandlernes sag, så vi forhåbentlig undgår nye hårde nedlukninger og får gjort noget ved den mangel på arbejdskraft, som mange oplever,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Samtidig har AutoBranchen Danmark rakt ud til samtlige af landets kommuner for at sikre hurtigere opsætning af ladestandere, så det flotte salg af grønne biler forhåbentlig kan fortsætte i 2022.