Eftermarked

Dækanalyse bør også tage hensyn til kvalitet 

Alt for mange kører på sommerdæk om vinteren, og nu skal en analyse afklare behovet for lovgivning. Her bør kvaliteten af dækkene dog også indgå, fastslår AutoBranchen Danmark.

Tidligere på måneden viste en dækoptælling foretaget af Rådet for Større Dæksikkerhed, at hver tiende bilist i uge 4 kørte på sommerdæk, mens 13 procent kørte på helårsdæk og de resterende kørte på vinterdæk.  

Optællingen skete endda efter snestormen i starten af januar, hvor mange bilister blev mindet om farerne ved at køre på sommerdæk i glat føre. 

Samtidig har antallet af forsikringsskader i januar været rekordhøjt, hvilket formentlig har en sammenhæng med både det voldsomme vejr og det faktum, at mange ikke kører på de mest optimale dæktyper.  

Samlet set vidner det om, at der er brug for at ændre i lovgivningen, så det bliver forbudt at køre på sommerdæk i visse perioder, fastslår AutoBranchen Danmark. 

Det budskab har Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, også været ude med i begyndelsen af året.  

Og nu står det da også klart, at Færdselsstyrelsen skal udfærdige en analyse om behovet for lovgivning om vinterdæk. Den forventes at være klar i maj. Og det glæder Gitte Seeberg: 

“Det kan ikke være rigtigt, at vi tillader bilister at gamble med deres egen og ikke mindst andres sikkerhed på den måde. I en stribe andre lande er vinterdæk eller helårsdæk lovpligtige i perioder af året og sådan bør det også være herhjemme,” siger Gitte Seeberg.  

“Det er ikke noget, politikerne historisk har været begejstrede for at lave om på, så nu må vi se, hvad der kommer ud af analysen, men jeg håber, at politikerne vil sætte hensynet til sikkerheden i top,” siger hun videre.  

Vigtigt at have blik for dækkvalitet

AutoBranchen Danmarks eftermarkedschef Nicky Bobak påpeger dertil, at det ikke bare bør handle om, hvorvidt man skal kræve vinterdæk eller helårsdæk i bestemte perioder, men at der også er andre hensyn. 

“En ting er, om man skal køre på vinterdæk eller helårsdæk i visse perioder, en anden ting er kvaliteten af de dæk, man kører på. Der er desværre meget stor kvalitetsforskel på de dæk, der leveres, og nogen dæk burde aldrig været monteret, fordi de har meget dårligt vejgreb,” siger Nicky Bobak.  

“Hvis helårsdæk fortsat skal være lovlige til brug hele året, og der altså ikke skal være krav om vinterdæk specifikt, er det nok på sin plads at se på en kvalitetsmærkning af helårsdækkene,” siger Nicky Bobak videre.  

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert