Det vakte opsigt, da flere medier for nylig kunne beskrive, at dieselbilerne nu er blevet overhalet af elbilerne.
Og det er da også tilfældet, når man ser isoleret på personbiler – og isoleret på biler, der kun kører på el og biler, der kun kører på diesel.
Her er bestanden pr. 1. februar 556.476 elbiler og 554.239 dieselbiler, viser tal for Bilstatistik.
“Der var ikke mange, der havde forestillet sig, at dieselbilerne så hurtigt ville komme i undertal, når det kommer til personbiler. Men elbilerne sælger virkelig godt, dieselbilssalget er faldet kraftigt og mange dieselbiler bliver solgt til udlandet,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Således er antallet af dieselbiler faldet med omkring en kvart million biler, siden bestanden toppede for nogle år siden, mens salget af elbiler i samme periode er steget meget voldsomt, så de begge nu udgør over 19 procent af bilparken af personbiler.
Men dieselkøretøjerne er fortsat i markant overtal, når man ser på den samlede bilpark, der også tæller varebiler, lastbiler, busser og campere.
Her er der nemlig over 900.000 køretøjer, der udelukkende kører på diesel, mens der “kun” er 581.000 køretøjer, der kun kører på el.
Hos varebilerne, som der også bliver solgt mange af blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer, er der over 280.000, der kører på diesel – svarende til knap 83 procent af varebilsbestanden. Rene elvarebiler udgør omvendt kun lidt over seks procent, mens benzin står for over otte procent af bestanden.
I busparken kører 78 procent på diesel, mens 20 procent kører på el. I lastbilparken er 95 procent dieseldrevet, mens knap fire procent kører på el.
“Mange har travlt med at dømme diesel helt ude, og det er da også gået overraskende hurtigt i personbilsflåden, men der er stadig masser af køretøjer her i landet, hvor dieselsegmentet er meget dominerende. Det kan selvfølgelig også ændre sig hurtigt, men forspringet er massivt,” siger Gitte Seeberg.
Omvendt er el som drivkraft faktisk endnu mere dominerende blandt personbilerne, end hvad medierne for nylig har beskrevet. For ser man på personbiler, der på den ene eller anden måde har el som hel eller delvis drivkraft, er der i alt 736.858 personbiler i bilparken, mens det tilsvarende tal for biler, der kan køre helt eller delvist på diesel er 568.926.
Kontakt





