Bilforhandlere

Domstol konfiskerer leasingbil efter vanvidskørsel

For første gang er en leasingbil blev konfiskeret. Det er sket ved Retten i Viborg. Sagen bliver dog næppe principiel, fordi leasingtager forud for retssagen havde betalt erstatning til leasingselskabet.  

Sagen handler om en kunde, der havde leaset bilen i november 2021. Allerede i december 2021 bliver kunden stoppet af politiet og sigtet for vanvidsbilisme. Kunden, der havde ført bilen, blev målt til at have kørt 122 km/t selv om hastigheden i det tættere bebygget område ikke måtte overstige 50 km/t. Bilen blev beslaglagt på stedet, og anklagemyndigheden krævede under retssagen konfiskation af bilen.  

Jurist hos AutoBranchen Danmark Naser Al-Zakta fortæller: 

”Under retssagen erklærede kunden sig skyldig i vanvidskørsel, hvilket udløste 20 dages ubetinget fængsel. Leasingselskabet valgte at protestere mod kravet om konfiskation, men selskabet oplyste også, at kunden havde betalt erstatningskravet, som leasingselskabet havde rejst, inden selve sagen. Retten valgte at konfiskere bilen.” 

Retten lagde vægt på betalt erstatningskrav 

I sin begrundelse henviser domstolen til, at konfiskation i dette tilfælde skulle ske, selvom køretøjet har været ført af en anden person end køretøjets ejer. Det skal være uforholdsmæssigt indgribende over for køretøjets ejer, hvis der ikke skal ske konfiskation. Her tages bl.a. højde for, om ejeren kunne vide, at køretøjet blev anvendt til vanvidskørsel samt, om ejeren har taget rimelige skridt for at sikre sig økonomisk.  

Dertil nævnte retten forarbejderne til loven om vanvidskørsel, der fremhæver, hvornår en domstol kan fravige udgangspunktet om konfiskation. Der er tale om en snæver undtagelse, da det er pointen med loven, at ejeren af køretøjet efter konfiskation må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren. Udgangspunkt kan dog fraviges, hvis køretøjets ejer godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkeligt til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssig indgribende. 

Naser Al-Zakta forklarer her, hvilken betydning dommen kan få for branchen.  

”Leasingselskabet havde forud for retssagen fået deres tab dækket af leasingtager, derfor kunne leasingselskabet ikke godtgøre, at konfiskation af bilen ville være et uforholdsmæssigt indgreb. Dommen lægger stor vægt på, at spørgsmålet om erstatning allerede er løst. Dermed vil dommen ikke være principiel i kommende retssager, hvor leasingtager ikke har mulighed for at yde erstatning til leasingselskabet”, siger Naser Al-Zakta. 

Kontakt: