Næsten hver anden nye bil, der blev indregistreret herhjemme i maj kørte på el. Men ser man nærmere på statistikken for de brugte biler, der importeres til landet, så er tendensen endnu vildere.
Faktisk kører hele 86 procent af de biler, der i sidste måned blev brugtimporteret, på strøm. For hele 2024 til og med maj er der i alt brugtimporteret 22.795 biler, hvoraf 83 procent er elbiler.
Det viser tal fra bilstatistik.dk
Kraftig stigning
Ser vi tilbage på de seneste godt tre et halvt år, så er andelen af elbiler i brugtimporten steget ekstremt kraftigt – det samme gør sig i øvrigt gældende for den samlede mængde brugtimporterede biler.
I starten af 2021 var billedet det diametralt modsatte af nu. Her udgjorde elbiler blot 15 procent af brugtimporten, mens diesel stod for ca. 47 procent og benzin 25 procent. Gennem hele 2021 blev der i alt brugtimporteret 38.247 biler, hvoraf over 71 procent var benzin-, diesel- og plugin-biler.
Og den udvikling overrasker ikke Jon Slot Hansen, som er en af indehaverne af Kraft Biler A/S i Fredericia, der også brugtimporterer biler:
”Elbilerne sælger ikke ret godt i resten af EU for øjeblikket. Det er stort set kun os i Danmark og Holland, der køber dem, så derfor giver det god mening, at mange af de biler nu havner herhjemme.”
VW overhaler Tesla
En anden interessant udvikling i maj måned var, at Tesla Model 3 for første gang i lang tid blev skubbet af tronen, som mest brugtimporterede bilmodel.
I stedet var det VW ID.4, der tog førstepladsen med 436 ud af månedens i alt 5.776 brugtimporterede biler.
På andenpladsen finder vi Årets brugtbil 2024, Skoda Enyaq, foran Tesla Model 3, der nu ligger på tredjepladsen.
”Tesla laver et kæmpe selvmål med alle de prisnedsættelser, de laver. Folk bliver utrygge ved at købe dem, og vi har også kollegaer i branchen, der er blevet hårdt ramt af det,” siger Jon Slot Hansen om de kraftige nedslag, Tesla har gennemført – senest i slutningen af maj måned, hvor prisen på en Tesla 3 blev sat ned til 299.990 kr. fra ca. 326.000 kr.
Diesel og benzin sælger stadig
Til trods for at nybilssalg og brugtimport er domineret af elbiler, så er det stadig benzin og dieselbiler, der topper brugthandlen.
Holder vi de to områder ude af tallene og zoomer ind på handlen med brugte biler (ejer-/brugerskifte og genregistreringer), så ligger tallet på 40.149 biler i maj måned. Ud af dem er godt 60 procent benzinbiler, 25 procent dieselbiler, mens elbiler kun udgør lige under syv procent.
”Vi oplever, at folk stadig har et behov for at købe diesel og benzin – og vi oplever et ganske fornuftigt salg af de biltyper også,” lyder det fra Jon Slot Hansen.