EU-Kommissionen præsenterede tirsdag sin længeventede bilpakke til den europæiske bilindustri. Det er lykkedes en stærk billobby, især fra Tyskland og Italien, at få ændret på klimamålene, som i lang tid har været udskældte, fordi det lægger et stort pres på industrien, og fordi den har argumenteret for at kunne benytte flere teknologier.
Indtil i tirsdags måtte industrien fra 2035 udelukkende sælge nye elbiler. Nu bliver kravet lempet, så der kun skal opfyldes 90% reduktion af udledningen i stedet for 100%. Nybilsalget skal dermed ikke længere udelukkende være elbiler, men kan også være plug-in hybrider eller biler med forbrændingsmotor.
”Man kan godt forstå, at bilproducenterne har presset på for mere fleksibilitet. Udfordringerne er store ligesom omkostningerne. Nu har industrien fået et pusterum ved, at klimamålene lempes, men jeg mener, det er en stakket frist. For vi kommer ikke udenom, at vores industrier skal være mere bæredygtige. Derfor burde vi hellere hjælpe dem til at opnå målene i stedet for at slække på dem,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
Hun peger på, at de europæiske bilproducenter er under et stærkt pres. De er kommet sent i gang med omstillingen til elbiler, samtidig med at efterspørgslen halter, fordi rammevilkårene for forbrugerne ikke er på plads.
”Jeg er netop kommet hjem fra en studietur til Sydkina og har med egne øjne set, hvor hurtigt udviklingen går. Sidst jeg var derude for et år siden til nu, er det allerede tydeligt, at der er sket store fremskridt på de selvkørende biler. De europæiske producenter er under et voldsomt pres fra Kina, som kan levere elbiler af høj kvalitet, hurtigt og med det nyeste software. Kina er i fuld gang med den grønne omstilling og ikke kun det. De sætter sig også på hele værdikæden. Det er dén konkurrence, den europæiske bilindustri bør rustes til”, siger Gitte Seeberg.
Når bilindustrien i dag presses af tre faktorer: Kinesiske elbiler, manglende efterspørgsel, og for langsom teknologiudvikling, er løsningen ikke at skrue ned for kravene. Tværtimod bør fokus være på at sætte fart på omstillingen og styrke industriens konkurrenceevne.
Det kræver blandt andet:
- En hurtig og sammenhængende udrulning af ladeinfrastrukturen, som i dag er fragmenteret og kompleks på tværs af landene.
- En markant udbygning af elnettet, så elektrificeringen ikke bremses af kapacitetsproblemer.
- Incitamenter til køb af elbiler – her kan EU med fordel lade sig inspirere af erfaringerne fra Danmark og Norge.
- Bedre rammer for hurtigere teknologisk udvikling i den europæiske industri.
”Bilpakken løser desværre ikke den grundlæggende udfordring. Den giver industrien mere luft, men reelt er det snarere en bjørnetjeneste i ordets oprindelige forstand. I stedet for at slække på målene, burde det handle om at styrke industriens omstilling og dermed dens konkurrenceposition”, afslutter Gitte Seeberg.
Kommissionens pakke indeholder desuden et batteri booster tiltag, som skal styrke udviklingen af en europæisk batteri value chain og 1,5 milliarder EUR, som gives i rentefrie lån, som blandt andet skal gå til råmaterialer og batteriproduktion. Bilpakken skal nu vedtages af medlemsstaterne og Europa-Parlamentet. AutoBranchen Danmark følger udviklingen på tæt hold igennem Automotive Mobility Europe (AME), vores europæiske organisation i Bruxelles, som har været tæt på processen hele vejen igennem.
Kontakt





