I sidste uge tikkede der en besked ind i Autotaks til landets autoværksteder.
Det var en besked fra forsikringsselskaberne:
“På selskabernes vegne vil vi minde jer om at udfylde ESG-spørgeskemaet for 2025 hurtigst muligt. Dette er for at give et retvisende billede af jeres ESG-aktiviteter for 2025. Har I spørgsmål eller udfordringer undervejs, er I meget velkomne til at kontakte os. Med venlig hilsen F&P.”
Her henvises der til den ESG-løsning, der blev lanceret sidste år i Autotaks, som skulle gøre det nemmere og mere overskueligt for værkstederne at levere de ESG-data, som forsikringsselskaberne har brug for.
Løsningen blev udviklet på baggrund af ønsker fra blandt andet AutoBranchen Danmark, der frygtede, at de forskellige forsikringsselskaberne ville drukne værkstederne i spørgeskemaer om netop ESG, fordi de hver især ville have forskellige data i forskellige systemer.
I stedet kom der en fælles løsning, som et flertal af forsikringsselskaberne bakkede op om, så værkstedernes rapporteringsopgave blev markant mindre.
Krav eller ej?
Beskeden i Autotaks har ikke desto mindre ført til forvirring i dele af branchen, der er i tvivl om, hvorvidt det er en pligt at udfylde skemaerne.
Det er det ikke. Men det er i begge branchers interesse, at man gør det, lyder det fra Forsikring & Pension:
“De store forsikringsselskaber skal i dag indrapportere på ESG området. Det har vi i et godt fælles samarbejde med værkstederne forsøgt at implementere, så det bliver til at håndtere samtidig med, at vi kan øge det fælles arbejde med at minimere CO2 udledningen,” lyder det i en skriftlig kommentar til AutoBranchen Danmark fra Jacob Nisgaard, der er forretningsdirektør for brancheløsninger hos F&P.
Og Autotaks-chefen forklarer videre:
“Det er her ESG spørgeskemaet kommer ind – det skal skabe overblik over ESG-relaterede forbedringsinitiativer for både værksteder og forsikringsselskaber. Det er i begge branchers interesse at løfte den grønne agenda på en måde, der gør det enkelt og tilgængeligt i det daglige arbejde. Og det er præcis det, der er formålet med ESG-spørgeskemaet.”
Nicky Bobak, der er medlemschef i AutoBranchen Danmark, opfordrer som hidtil til, at man som værksted bakker op om ordningen.
“Selvom det ikke er et krav at udfylde skemaet, er det ganske givet en fordel, hvis man gør det og hvis man vil stå godt ved forsikringsselskaberne. Så jeg vil anbefale, at man forsøger at få tid til at udfylde det – og at man så glæder sig over, at opgaven er mindre, end den ellers ville have været, hvis man skulle have rapporteret til samtlige selskaber,” siger han.
“Samtidig er der fortsat gevinster at hente ved ESG-arbejdet, som kan forbedre ens forretning og ens konkurrencedygtighed,” siger Nicky Bobak.
Kontakt





