Bilforhandlere

Forstå det nye tilskud til elbiler i Tyskland

Det gamle tilskud til elbiler i Tyskland gjorde det oplagt med brugtimport af relativt nye elektriske biler til Danmark. I år lancerer tyskerne et nyt tilskud. Men denne gang bliver bølgeeffekten måske ikke helt den samme herhjemme.

Endnu har tyskerne ikke taget elbilen til sig i samme grad, som vi har her i landet. Men det håber den tyske forbundsregering at ændre på med et nyt tilskud, der skal skubbe flere elbiler ud på de tyske gader og stræder. 

Sidste gang tyskerne forsøgte sig med en tilskudsordning til elbiler endte mange af de brugte biler dog med at blive videreeksporteret til bl.a. Danmark ganske tidligt i deres levetid. Så denne gang går man lidt anderledes til værks. 

Skal beholde bilen længe 

En af de store ændringer i forhold til sidst er, at tilskuddet ikke bare bliver givet bredt ud til elbiler. Det er et tilskud målrettet privatpersoner, og der er et socialt aspekt i det, så svagere samfundsgrupper får mere hjælp end stærke. Tilskuddets størrelse afhænger blandt andet af husstandens indkomst, antallet af børn og bilens type. 

Så afhængigt af husstandens indkomst og øvrige forhold kan der gives helt op til 6.000 euro (45.000 kr.) i tilskud til en elbil og lidt mindre til CO2-venlige plugin-hybrider. Det mindste tilskud til elbiler er på 22.500 kr., og tjener en husstand (uden børn) mere end ca. 600.000 kr. falder tilskuddet helt bort. 

Men der er et andet krav til tilskuddet, som sikkert er nok så vigtigt set med danske brugtimportørers øjne. For at være berettiget til tilskuddet skal ansøgeren nemlig beholde bilen i 36 mdr. efter første registrering. 

Med andre ord vil det være forbundet med en vis ulempe at handle de omfattede biler og evt. bringe dem til Danmark, før de er tre år gamle. 

”Der er afsat tre milliarder euro i puljen til de kommende år, og hvis det for alvor bliver en succes, så vil det nok også lette lidt på de tyske bilproducenters pres for at leve op til de stigende EU-krav til udledning,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark Gitte Seeberg og tilføjer: 

”Om det så betyder, at de bliver mindre desperate for at skubbe elbiler ud på resten af det europæiske marked, må tiden vise, men det bliver en interessant udvikling at følge i hvert fald.” 

Gælder også leasing 

Foruden rene elbiler og plugin-hybridbiler med lav udledning gælder tilskuddet også til biler med range extender, som f.eks. har opnået en vis popularitet i Kina. Der går også rygter om, at BMW overvejer at genintroducere den teknologi, som de tidligere har eksperimenteret med i den lille i3. 

Tilskuddet gælder i øvrigt uanset hvilket land bilen er produceret i. Det gælder også, hvis man som privatperson vælger at lease sin bil i mindst tre år i stedet for at købe. Og selvom man endnu ikke kan sende en ansøgning ind, så vil det gælde med tilbagevirkende kraft fra den første januar 2026. 

Det forventes, at omtrent hver anden husstand, som står overfor køb af ny bil, vil kunne drage nytte af tilskuddet. 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør