Debatindlæg af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, bragt i Motor-magasinet d. 30. januar 2026.
Mens store dele af skadesbranchen i disse år lider voldsomt under dårlig afregning, øgede udgifter til fragt og lånebiler og timepriser, der langt fra følger med prisudviklingen, ja, så går det anderledes hos skadesbranchens suverænt største kunde: Forsikringsselskaberne.
Således har forsikringsgiganten Tryg netop offentliggjort et regnskab, der viste et forsikringsresultat på knap otte milliarder kroner. Svarende til en stigning på mere end 12 procent i forhold til året før, hvor overskuddet også var et stort milliardbeløb.
Så mens mange autolakerere og karrosseriværksteder kæmper for overlevelse, har Tryg aldrig tjent flere penge, end de gjorde sidste år.
Men Trygs topchef, Johan Kirstein Brammer, tog sig alligevel godt betalt for indsatsen. Hans vederlag voksede endnu mere end Trygs overskud og steg således med 15 procent til en årsløn på 26,3 millioner kroner, langt over to millioner kroner om måneden.
En lønpose, der er stor nok til, at topchefens løn kunne dække underskuddet hos en lang række af de autolakerere og pladesmede, der lider under forsikringsselskabernes prispres – og som er i fare for at se deres livsværk gå til grunde.
Om det giver en dårlig smag i munden i toppen af forsikringsbranchen, ved vi ikke.
Men det er tydeligt for enhver, måske lige med undtagelse af forsikringsselskaberne selv, at de bevæger sig ud i særdeles sårbart og usikkert territorium.
For hvorfor er det, at Tryg – og forsikringsbranchen som sådan – hele tiden skal gennemføre nye prisstigninger for forbrugerne, når overskuddene vokser og vokser?
Hvorfor er det, at forsikringsselskaberne skal tjene så mange penge, at forbrugerne – tilmed primært de svageste og mest udsatte – skal overbetale for deres forsikringer i en sådan grad, at konkurrencemyndighederne for første gang nogensinde har iværksat en såkaldt markedsefterforskning af selskabernes ageren – blandt andet med fokus på stiltiende priskoordinering?
Hvorfor er det, at autolakerere og skadesværksteder skal udsættes for så insisterende et prispres, at 20 procent af respondenterne i en nylig medlemsundersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks medlemmer svarer, at de har oplevet at blive decideret truet af forsikringsselskabernes indkøbere og taksatorer?
Hvorfor er det, at skadesreparationerne skal gennemføres med så dårlig afregning, at næsten to ud af tre af respondenterne i samme undersøgelse fastslår, at forsikringsselskaberne gambler med kvalitet og sikkerhed i reparationerne eller bilens garanti, når de presser priserne?
Ja, hvorfor er det, at forsikringsselskaberne – ofte uden at fortælle deres kunder det – prioriterer brugen af kopireservedele af tvivlsom kvalitet frem for nye eller brugte originale reservedele uden at have tanke på, hvad det betyder – eksempelvis for bilens kollissionsegenskaber?
Der er for mig at se ikke nogen gode svar på de spørgsmål.
Og er det virkelig, hvad forsikringsselskabernes kunder og samarbejdspartnere har fortjent? At betale mere og mere for et produkt, der bliver mere og mere tvivlsomt? At arbejde mere og mere og få dårligere og dårligere betaling?
Nej, selvfølgelig er det ikke det. Såvel kunder som samarbejdspartnere – og det gælder også autolakererne, som forsikringsselskaberne stædigt nægter at se som samarbejdspartner – har fortjent meget, meget mere fra forsikringsselskaberne. Ordentlighed, kvalitet og respekt for nu at starte et sted. Men mest af alt måske bare fairness: Hvor det man siger, matcher det man gør.
I stedet forsøger forsikringsselskaberne at blæse og have mel i munden samtidig.
For på den ene side hæver de priserne, fordi de siger, at udgifterne stiger. Men på den anden side presser de hele tiden de priser, som de burde betale, ned. Det hænger simpelthen ikke sammen.
Man kan ikke igen og igen hævde at stå på en brændende platform, når den eneste konstante ikke er bål og brand, men i stedet en aktionærfest, hvor overskuddene bare stiger og stiger. Man kan ikke sige, at sort er hvidt, når alle kan se realiteterne.
Så er man blevet for grådig. Så prøver man at skræve over for meget. Og så er det, at bukserne sprækker.
Kontakt
