Mens elbilerne fylder mere og mere i både nyvognssalget og brugtvognssalget herhjemme, har man i Norge i længere tid gjort sig erfaringer med, hvordan forretningen kommer til at hænge sammen, når elbilerne bliver flere og flere.
Og nu har du som medlem af AutoBranchen Danmark muligheden for at kigge ind i det, der også kan blive fremtiden herhjemme, når en ny studietur til Norge løber af stablen i begyndelsen af maj.
Her går turen nemlig til Gumpen Auto i Kristiansand.
Vicekoncerndirektør for Gumpen Auto, Terje Jochumsen, gæstede sidste år AutoBranchen Danmarks årsdag og her inviterede han de fremmødte til at komme på besøg og se forandringerne på nærmeste hold.
Og det er det, der nu bliver til virkelighed:
“Vi har i år sat gang i nogle nye initiativer for at styrke netværket blandt vores medlemmer og inspirere til, hvordan man kan håndtere de store forandringer, der lige nu præger branchen. Denne studietur er et af de nye initiativer, som forhåbentlig kan være med til at klæde vores medlemmer endnu bedre på til fremtiden,” siger Charlotte Brix Andersen, chef for medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation hos AutoBranchen Danmark.
Studieturen finder sted 6.-7. maj og arrangeres i samarbejde med AutoBranchen Danmarks langvarige samarbejdspartner Santander Consumer Bank.
Der vil være en beskeden egenbetaling på 1.500 kroner for studieturen. Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet, da der er et begrænset antal pladser.
Du kan læse mere om studieturen og programmet her.
Hvis du har spørgsmål til turen, kan du kontakte medlemskonsulent Klaus Schultz.