Bilsalg

Handlen med brugte biler holdt stand i juli

Juli måned endte på præcis samme niveau som året før for brugte biler. Samtidig gik nyvognshandlen frem med hele 20 procent.

Lidt mere end 42.000 brugte biler skiftede hænder i juli måned. Det vil sige, at vi rammer præcis samme niveau som året før med en forskel på en bagatel af 11 biler, viser nye tal fra bilstatistik.dk.

Det betyder, at vi for denne sommermåned fastholdt en brugthandel, der lå højere end i årene 2022 og 2023, men stadig markant under 2021 samt 2020, hvor vi ramte hele 54.000 brugtbiler i juli.

Selvom det samlede tal ligner sidste års tal, så er der sket ændringer i sammensætningen af drivmidler. Således så de elektriske biler en ret pæn stigning i deres andel af handlen. Sidste år lå de på 19 procent. I år er vi helt oppe på 26 procent.

Samtidig er der sket et tilsvarende fald i handlen med brugte benzin- og dieselbiler.

Tallene for brugthandlen omfatter bl.a. de brugtimporterede biler, der er kommet til Danmark. Her er der isoleret set sket en stigning på lige over 20 procent i forhold til samme måned året før, så vi i alt ramte 7.043 brugtimporterede biler i juli – hovedsageligt elektriske.

Stigning i salget af nyvogne

Dermed fulgte de brugtimporterede biler stort set tendensen for nyvogne. Her steg salget nemlig også med 20 procent i forhold til juli sidste år, så vi i alt ramte 13.811 solgte nye biler.

Den elektriske andel lå samlet set på 67 procent, hvilket er en pæn stigning i forhold til året før, hvor andelen hed 52 procent ud af et lavere antal solgte biler.

Det er igen VW-gruppen, der topper salgslisterne. Volkswagen tog i sig selv 18 procent af nyvognssalget og lagde sig på en førsteplads efterfulgt af Skoda på en andenplads med 13 procent af markedet. BMW tog tredjepladsen med 8 procent.

Ved kvartalsafslutningen i juni måned placerede Tesla sig på en tredjeplads på salgslisterne. Men i juli måned ser mærket igen ud til at have tabt noget af pusten og er sendt helt ned på en 13. plads med et salg på blot 336 registrerede biler, hvilket er mere end en halvering forhold til året før.

Samme tendens sås dog også hos flere af de kinesiske mærker som BYD og Xpeng.

”Det er positivt, at nyvognssalget fortsat ligger så pænt trods den usikkerhed, der opstod, fordi de politiske forhandlinger om bilafgifterne ikke blev bragt til ende før sommerferien. Vores seneste kvartalsundersøgelse viser, at det er noget, der bekymrer forhandlerne meget, og derfor vil vi fortsat opfordre til at få afsluttet forhandlingerne hurtigst muligt,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør