En ny dom fra Landsretten viser, at man skal været meget påpasselig, når det kommer til oprettelse af visse leasingaftaler. Hvis kunden er lidt for kreativ, eller hvis man godkender nogle snørklede betalingsvilkår, der betyder, at kunden reelt ejer biler eller løber den økonomiske risiko, kan man hurtigt komme galt afsted, viser en ny dom fra Landsretten, hvor retten gennemskuede en lidt for kreativ leasingaftale.
I den aktuelle dom fandt Landsretten, at leasingaftalen var proforma og kun indgået med det formål at indregistrere bilen på forholdsmæssig afgift. Leasingtageren måtte derfor i Landsrettens opfattelse anses som den reelle ejer af køretøjet, og der skulle derfor afregnes fuld registreringsafgift i stedet for forholdsvis.
Retten konkluderede desuden, at leasingtageren hæftede for afregning af det fulde afgiftsbeløb. Motorstyrelsen havde ved sin oprindelige afgørelse opkrævet yderligere 179.754 kr. i registreringsafgift, så der blev betalt fuldt afgift på bilen.
Leasingtager finansierede køretøjet
I sagen havde en leasingtager indgået en flexleasingaftale på seks måneder med et leasingselskab. Aftalen var en såkaldt ”buy and lease back”-aftale, hvor leasingtageren selv havde fundet og importeret bilen fra England. Leasingvirksomheden købte herefter bilen og leasede bilen til leasingtageren. Det var aftalt, at leasingtageren skulle købe køretøjet tilbage efter endt leasingperiode.
Parterne havde indgået en snørklet betalingskonstruktion, hvor leasingtageren ved aftalens indgåelse betalte 15.172 kr. til leasingvirksomheden, svarende til differencen mellem købesummen og den første betaling i leasingforholdet, som efter leasingkontrakten udgjorde samlet 75.172 kr., hvoraf 42.000 kr. var angivet som ”deponering til frikøb”. Dette beløb svarede til bilens værdi ved leasingaftalens udløb.
Det var ovenstående betalingskonstruktion, der fik Landsretten til at konkludere, at der ikke var realitet bag leasingaftalen. Retten fandt, at konstruktionen indebar, at leasingvirksomheden ikke skulle præstere en effektiv betaling og finansiering for at få ejerskabet til køretøjet. Leasingtageren skulle heller ikke lægge en effektiv betaling for køretøjets ved leasingaftalens udløb. Retten fandt i stedet, at leasingtageren i det store og hele havde finansieret køretøjet selv, og leasingselskabet ikke havde haft nogen økonomisk risiko.
Som konsekvens heraf, og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, lagde Landsretten til grund, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, fordi ejendomsretten til bilen reelt set ikke blev overdraget til leasingvirksomheden. Betingelserne for at indregistrere bilen på forholdsmæssig afgift var derfor ikke opfyldt, og retten fastslog derfor, at bilen burde have været indregistreret på fuld registreringsafgift.
Retten lagde yderligere vægt på, at leasingtageren var vidende om de omstændigheder, der har ført til tilsidesættelsen af leasingaftalen. Leasingtageren havde således anvendt bilen velvidende, at der ikke blev betalt korrekt registreringsafgift, og Retten fandt på den baggrund, at leasingtageren hæftede for betaling af den resterende afgiftssum, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, der beskriver ejerens forpligtelse til at afregne korrekt registreringsafgift på deres køretøj.
Interessant dom
”Dommen er interessant, fordi den fastslår, at man skal være meget påpasselig med snørklede betalingskonstruktioner og sale-and-lease-back, der måske reelt dækker over, at man ønsker at gøre brug af reglerne om betaling af forholdsmæssig afgift,” siger Ida N. Daarbak Reislev, jurist i AutoBranchen Danmark og fortsætter:
”Retten lagde vægt på, at leasingtagerens samlede betalinger reelt set svarede til bilens samlede værdi, hvorfor retten vurderer, at den egentlige mening har været, at leasingtageren skulle være ejer af køretøjet. Leasingselskabet har derfor kun været ejer rent formelt, for at gøre brug af registreringsafgiftslovens § 3 b om forholdsmæssig afgiftsbetaling.”
”Det interessante ved dommen er selvfølgelig også her, at leasingtageren bliver pålagt hæftelsen for betaling af den resterende del af afgiftssummen, fordi man som ejer af et køretøj hæfter for korrekt afgiftsafregning,” konkluderer Ida N. Daarbak Reislev.
Sagen har først været afgjort af Skatteankenævnet og senere Byretten, som kom frem til samme resultat som Landsretten.
Kontakt
