Bilforhandlere

Lad os stå mere sammen som branche

Mit håb er, at vi på tværs af branchen lader fortid være fortid og går sammen om at skabe en bedre fremtid, skriver Gitte Seeberg.

Debatindlæg af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, bragt i Motor-magasinet d. 6. november.   

For nylig lød det i Motor-magasinets leder, at brancheorganisationerne skal komme op af skyttegravene. At man i stedet skal sætte sig sammen og finde fælles løsninger på de fælles udfordringer, som vi har i branchen.   

Meget fornuftige synspunkter, som jeg deler.  

Lederen var affødt af et interview med Mark Salonen, der er den nye direktør for Dansk Bilbrancheråd, og som på samme måde opfordrede til øget samarbejde mellem organisationerne.  

Det er en ambition, jeg bakker fuldt og helt op om. Jeg har tidligere på året allerede haft gode og produktive møder med Mark Salonen og DBR, og senere på måneden mødes vi i en endnu bredere kreds for at øge samarbejdet på tværs af branchen og organisationerne i mellem.  

For det er i sandhed på høje tid.   

Cirka samtidig som lederen i Motor-magasinet opfordrede til øget samarbejde, afholdt DI Bilbranchen en konference om skadesområdet med F&P. Her gjorde arrangørerne i Motor-magasinet et nummer ud af, at de øvrige brancheorganisationer ikke var inviteret. Man ville lave brancheløsninger, som resten af branchen så kunne hoppe med på senere.   

Guderne skal vide, at samarbejdet til tider har været dårligt i fortiden, så jeg forstår på sin vis godt, at DI Bilbranchen holdt de andre organisationer uden for døren.   

Men når nu en ny start er mulig, vil jeg opfordre til, at vi alle lægger fortiden bag os og arbejder mere sammen i fremtiden. Det er det, branchen har brug for. Og jeg ser allerede nu tegn på, at det er muligt. At viljen er der. At organisationerne har mod på det.  

Derfor er der ingen grund til at pege fingre og give hinanden skyld for, hvad der er sket hverken forleden eller i en fjernere fortid. I stedet skal vi gøre det bedre i fremtiden.  

Og måske er det som altid bedst at starte med sig selv.   

Så når vi i begyndelsen af næste år arrangerer en konference på Christiansborg om kvalitet og sikkerhed i skadesarbejdet, så er alle organisationer mere end velkomne til at deltage og give deres besyv med. Det gælder selvfølgelig også DI Bilbranchen.   

For jeg tror fuldt og helt på, at vi er stærkest som branche, hvis vi står sammen.  

Igennem verdenshistorien har vi ofte set demagoger blive magtfulde, fordi de er lykkedes med at spille befolkningsgrupper ud mod hinanden.  

For hvis demagoger, populister og diktatorer kan få forskellige grupper til at hade hinanden og bekæmpe hinanden, kan de fjerne fokus fra det, der er den reelle trussel mod de forskellige gruppers velvære og velstand – nemlig tyrannerne selv.  

Mit ønske her er ikke at sammenligne nogle af branchens samarbejdspartnere med demagoger. Slet ikke. Pointen er blot, at vi i branchen skal stå sammen og fokusere på at få bolden i mål. Vi skal med andre ord fokusere mere på, at vi som branche vinder, og vi skal fokusere mindre på, hvem der scorer målene, og hvem der laver assissten. Det vigtige er, at branchen samlet set får bedre vilkår.   

Fra mit arbejde med at opbygge Automobility Europe, som organiserer brancheorganisationer på tværs af Europa, ved jeg, hvor forskelligt brancherne har organiseret sig på tværs af kontinentet. I Holland organiserer én brancheorganisation alt fra cyklister og løbehjulsfirmaer til bilforhandlere og værksteder – altså nærmest alle, der arbejder med noget, der kører på hjul. I andre lande – som i Danmark – er der en underskov af brancheorganisationer.   

Det giver en anden slagkraft overfor samarbejdspartnere og beslutningstagere, når alt er samlet under ét tag. Til gengæld mudrer det måske billedet, når det kommer til, hvad man faktisk kæmper for.   

Jeg taler derfor ikke for, at alle organisationer slår sig sammen. Det holder os også gode, at vi konkurrerer. Men jeg tror alligevel, der er mange gevinster ved en tættere koordinering og et tættere samarbejde.   

For udfordringerne er store i disse år. Det ved vi alle.  

Og der er derfor masser af kampe, der skal kæmpes på branchens vegne. Og den kamp kæmper vi bedst, hvis vi samarbejder og bakker hinanden op.   

Mit håb er derfor, at vi på tværs af branchen lader fortid være fortid og går sammen om at skabe en bedre fremtid.   

At vi fokuserer på alt det, vi har til fælles, uanset om vi er brugtvognsforhandler eller nyvognsforhandler, uanset om vi er mærkeværksted eller frit værksted, uanset om vi er autolakerer eller karrosseriteknikere, uanset om vi leaser, udlejer, sælger, reparerer eller lakerer biler.   

Det er bilerne, der holder os sammen. Nu skal vi også selv holde sammen.   

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør