Salget af nye biler i juni måned kom ikke helt op på siden af samme måned sidste år. Lige over 19.000 nye biler blev indregistreret. Det er et fald på 2,4 procent sammenlignet med året før, viser tal fra bilstatistik.dk.
”Den megen snak om en ændring af registreringsafgiften, som endnu ikke har kastet konklusioner af sig, skaber usikkerhed blandt bilkøberne, hører vi fra forhandlerne. Og det er sandsynligt, at det er det, vi ser afspejle sig i salgstallene,” lyder det fra adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.
Andelen af elektriske biler i nyvognssalget lå dog stadig betydeligt højere, end det gjorde i fjor. Sidste år var lige over halvdelen af bilerne elektriske. I år er knap 64 procent af juni-salget elbiler og væsentligt flere, hvis man kun ser på den private del af bilhandlen.
Zoomer vi ind på hvilke bilmodeller, der har klaret sig bedst i juni, viser det sig, at danskerne i nogen grad har taget Tesla til nåde. I hvert fald har den nye Model Y indtaget andenpladsen med 1.155 solgte biler. Det er dog stadig et salg, der ligger 31 procent lavere, end hvad modellen solgte i juni sidste år. Dengang var det den udgående Model Y, som sang på sidste vers – i år er der tale om en kraftigt opdateret version.
Den elektriske Skoda Elroq indtager fortsat førstepladsen med et salg på 1.684 biler. Og så har den ikke-elektriske VW T-Roc indtaget tredjepladsen – i høj grad pga. leasing.




Fortsat høj brugthandel
Handlen med brugte biler i juni måned kom ikke op i nærheden af det solide salg i maj måned. Men med hele 44.448 brugte biler endte salget faktisk næsten 5 procent højere, end det gjorde i samme måned sidste år.
En stigning i brugtimporten af elektriske biler er en væsentlig årsag til stigningen. I det hele taget er andelen af elektriske biler i brugtvognssalget steget pænt til nu at udgøre 25 procent, hvor tallet hed 18 procent sidste år. Stigningen er sket på bekostning af benzin- og især dieselbiler.
Kontakt





