Motorstyrelsen lancerer en ny beregner til registreringsafgift på elbiler, hybridbiler, diesel- og benzinbiler. Konkret er der tale om et beregningsskema, hvor man som bilforhandler kan indtaste køretøjets tekniske oplysninger og og den bruttoafgiftspligtige værdi.
Herfra får man udregnet den endelige registreringsafgift, men Motorstyrelsen understreger, at der tale om en vejledende beregning.
Ida Nynne Daarbak Jensen, jurist hos AutoBranchen Danmark, er glad for Motorstyrelsens nye beregningsskema, som har været efterspurgt med salg af især pluginhybridbiler.
“Beregningsskemaerne kan forhåbentlig fjerne tvivlen hos mange bilforhandlere, der med god grund har haft lidt svært ved at navigere i og udregne den rigtige registreringsafgift på køretøjer i kølvandet på de nye bilafgifter, som trådte i kraft 18. december 2020”, siger Ida Nynne Daarbak Jensen og tilføjer:
“Afgiftsberegneren har især været efterspurgt, når det kommer til plugin hybridbiler, hvor det har været meget svært at rådgive korrekt om udregningen, fordi det har været uklart og utydeligt ud fra den politiske aftale. Det adresserer Motorstyrelsen nu selv, og det er vi meget tilfreds med”.
Kan bruges frem til 1. juni 2021
Motorstyrelsens skema til beregning kan bruges frem til 1. juni 2021, hvorefter styrelsen forventer, at Motorregistret kan håndtere udregning af registreringsafgiften som led i den endelige udrulning af Danmarks nye bilafgifter.
“Mange bilforhandlere må frem til sommer lægge adskillige millioner ud for staten, fordi it-systemet først her kan håndtere den rette afgift på især hybrid- og elbiler, der i praksis steg i 2021, men som med den politiske aftale fra december 2020 skulle holdes i ro. Det gjorde udregningen af køretøjets registreringsafgift ekstra vigtig, fordi det har stor betydning for den vigtige tilbagebetaling af for meget betalt registreringsafgift”, forklarer juristen fra AutoBranchen Danmark.
Skemaet til beregning af registreringsafgift kan bruges til både personbiler, varebiler, motorcykler og autocampere.
Sådan henter du skemaet til beregning
- Motorstyrelsen beregningsskema kører i Excel og findes i en version med og uden makro.
- Du kan hente begge versioner på Motorstyrelsens hjemmeside. Her får du også en kort introduktion til arbejdet med beregningsskemaerne.
- Bemærk, at beregningsskemaerne kun er vejledende.