Bilforhandlere

Ny direktør overtager rattet i Motorstyrelsen

Udskiftning i toppen af Motorstyrelsen før efterår med stor spænding om bilafgifterne. Husk, at du kan møde Motorstyrelsen på AutoBranchen Danmarks årsdag senere på måneden.

En ny direktør har sat sig i førersædet hos Motorstyrelsen. Fra den 1. september i år er det nemlig Sine Louise Møller Iversen, der har overtaget embedet, efter det i sommer kom frem, at hendes forgænger, Jørgen Rasmussen, ville stoppe, når hans kontrakt løb ud i august efter seks år. 

Den nye direktør ankommer på et tidspunkt, hvor danskernes bilpark er under hastig forandring, og hvor der er lagt op til potentielt store forandringer af bilbeskatningen i de kommende år.  

Derfor er det – vores forskellige synspunkter til trods – vigtigt for branchen at have et godt samarbejde med Motorstyrelsen, så vi forhåbentlig kan styre fri af nogle af de udfordringer, vi f.eks. så sidst man ændrede på afgiftssystemet, lyder det fra adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg: 

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gennem tiden har haft vores uenigheder med Motorstyrelsen. Men ved at bevare en god relation har vi også været i stand til at løse mange udfordringer. Det har vi haft med Jørgen Rasmussen, hvilket jeg gerne vil sige ham mange tak for, og det håber vi også på at få med Sine Louise Møller Iversen.” 

I hvert fald er samarbejde og dialog med omverdenen noget af det, Sine Louise Møller Iversen lægger vægt på, ifølge beskrivelsen af hende på Motorstyrelsens hjemmeside

Erfaren direktør 

Sine Louise Møller Iversen har en baggrund som fagdirektør for Selskab i Skattestyrelsen. En post, hun har haft siden 2024, hvor hun kom fra en anden stilling som områdedirektør i Kriminalforsorgen. Den statskundskabs-uddannede direktør har bl.a. også været tilsynsdirektør i Arbejdstilsynet. 

Selv glæder hun sig til de nye udfordringer hos Motorstyrelsen, udtaler hun i en pressemeddelelse

”Jeg er utrolig glad og stolt over at skulle stå i spidsen for Motorstyrelsens vigtige arbejde med at sikre korrekt og effektiv registrering af køretøjer i Danmark, samt at der bliver betalt det rigtige i afgifter. Det er en utrolig vigtig opgave, som jeg glæder mig til at kaste mig over sammen med de mange dygtige og dedikerede medarbejdere i hele Motorstyrelsen”, siger Sine Louise Møller Iversen. 

I samme pressemeddelelse lægger Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt bl.a. vægt på, at den nystartede direktør skal højne tilliden til styrelsen: 

”Sine Louise Møller Iversen er en erfaren topleder, som kender Skatteforvaltningen rigtig godt fra sin tid i Skattestyrelsen. Sine skal med sin store erfaring og indsigt i Skatteforvaltningen stå i spidsen for at øge tilliden til Motorstyrelsen og sikre mere retssikkerhed for borgerne i samarbejde med de dygtige medarbejdere og ledere i styrelsen,” udtaler han. 

På AutoBranchen Danmarks årsdag den 24. september har du mulighed for at høre nærmere om, hvor Motorstyrelsens fokus retter sig hen i øjeblikket, og hvordan de ser fremtiden forme sig, ligesom der vil være mulighed for dialog. Det bliver den mangeårige underdirektør i Motorstyrelsen, Claus Holm, der møder branchen på årsdagen. 

Husk i øvrigt at få tilmeldt dig AutoBranchen Danmarks årsdag, før det er for sent. Det kan du gøre her

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver