“Vores branche gennemgår en af de mest betydningsfulde transformationer i de seneste årtier. Det kræver et stort og solidt fokus på lovgivningsarbejdet i Bruxelles. Derfor har vi brug for en stærk organisation, som kan tale på vegne af forhandlere og eftermarkedet på tværs af medlemmer fra hele EU”, forklarer Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, som selv har været meget involveret i at forme den nye organisation – Automotive Mobility Europe (AME).
Organisationen er er en fusion imellem CECRA – European Council for Motor Trades and Repairs – og AME. I mere end 40 år har CECRA været den betroede stemme for forhandlere og værksteder i Bruxelles, som AutoBranchen Danmark har været medlem.
”CECRA har opnået mange flotte resultater igennem årene, men organisationen begyndte at mangle slagkraft, efter Frankrig og Tyskland trådte ud af den for nogle år siden. Vi kan ikke for alvor repræsentere branchen uden at have de to lande med omkring bordet, fordi lovgivningen er blevet så kompleks, og regler for branchen i højere grad vedtages i Bruxelles. Der er brug for, at alle kræfter forenes til gavn for forhandlere og eftermarkedet i Tyskland, Frankrig, Finland, Danmark, Holland og de mange andre medlemmer på tværs af EU-landene”, fortæller Gitte Seeberg, der selv har været medlem af Europa-Parlamentet, og derfor har et indgående kendskab til arbejdet i EU.
Ideen til den nye organisation blev lanceret for et år siden i Paris, hvor AME skulle opbygges for at sikre en stærk stemme, som kan fremme innovation i branchen, sikre lige og fair adgang til data i bilerne, adgang til at reparere på bilernes batterier, understøtte den bæredygtige omstilling af mobilitet i hele Europa og meget mere. Initiativet sikrer, at sektorens prioriteter bliver effektivt repræsenteret på højeste niveau i EU’s politiske beslutningsprocesser.
”Vi har et vigtigt arbejde foran os med at fremme vores medlemmers interesser, så producenterne ikke får lov til at sætte sig på det hele. Ved at forene kræfterne i AME sikrer vi stærk indflydelse på et kritisk tidspunkt, hvor bilindustrien gennemgår en stor transformation”, afslutter Gitte Seeberg, som både er næstformand og formand for det vigtige arbejde i lobbygruppen.
Politiske prioriteter for AME:
- Lovgivningen skal gøres enklere, mere sammenhængende og mindre bureaukratisk for SMV’er at navigere i.
- Der er akut behov for et fair og gennemsigtigt markedsgrundlag i bilsektoren.
- Adgang til køretøjsdata og adgang til batterireparation er afgørende elementer for vores medlemmer.
- AME støtter fuldt ud den grønne omstilling af vejtransporten og vil bidrage til arbejdet med forudsigelig langsigtede politiske og teknologineutrale løsninger.
- Fragmenterede ladenetværk skal forbedres i hele Europa, og opladning skal gøres enklere, billigere og mere gennemsigtig. Samtidig skal elnettet styrkes for at imødekomme den stigende efterspørgsel med at få elektrificeret transportsektoren.
Læs mere på www.automotivemobilityeurope.eu.
AME’s bestyrelse består af:
To formænd:
- Xavier Horent, CEO Mobilians (Frankrig)
- Jürgen Hasler, CEO ZDK (Tyskland)
Næstformand:
- Gitte Seeberg, CEO AutoBranchen Danmark (Danmark)
Kasserer:
- Rodrigo da Silva, President ARAN (Portugal)
Bestyrelsesmedlemmer:
- Geert Brummelhuis, Manager Automotive Retail BOVAG (Nederlandene)
- Tero Lausala, CEO AKL (Finland)
- Henri de Hemptinne, President TRAXIO (Belgien)
- Jaime Barea, President GANVAM (Spanien)
Kontakt





