Bilforhandlere

Ny forsyningskrise truer efter angreb i Det Røde Hav

Tesla, Volvo og Suzuki har stoppet eller stopper produktionen på bilfabrikker på grund af mangel på komponenter affødt af sikkerhedssituationen i Det Røde Hav. Andre bilmærker er foreløbig upåvirkede.

Bilindustrien kan være på vej ind i en ny forsyningskrise, der kan påvirke leveringen af biler. Flere internationale medier beskriver således situationen i Det Røde Hav som den største trussel mod de globale forsyningskæder siden coronapandemien. 

Her angriber eller truer den yemenitiske houthi-bevægelse vestlige fragtskibe som følge af bevægelsens utilfredshed med de vestlige regeringers reaktion på Israels bombardementer af Gaza, som er foranlediget af Hamas’ angreb på israelske civile 7. oktober i fjor. Det betyder, at mange fragtselskaber har omdirigeret deres skibe, så de sejler syd om Afrika i stedet for gennem Det Røde Hav og Suez-kanalen. 

Indtil videre har uroen i Det Røde Hav betydet, at Tesla vil stoppe det meste af deres bilproduktion på fabrikken ved Berlin fra 29. januar til 11. februar med den begrundelse, at der mangler komponenter, efter mange skibe har omlagt deres ruter. Suzuki stoppede produktionen på deres ungarske bilfabrik fra d. 15 til d. 21. januar. Der er tale om Suzukis eneste europæiske fabrik, og den producerer blandt andet Vitara og S-Cross.  

Volvo har ligeledes haft stoppet produktionen på deres fabrik i Ghent i Belgien i nogle dage i sidste uge som følge af mangel på gearkasser.  

Men de er ikke de eneste, der vil blive ramt, forudser en ekspert i shipping af dele til bilproduktion: 

“Jeg kan ikke tro, de er de eneste, der bliver ramt. De er bare de første til at mærke det,” siger Sam Fiorani fra AutoForecast Solution til Reuters.  

Stellantis har indtil videre udtalt, at der nærmest ingen forstyrrelser er på deres fabrikker, mens BMW, Volkswagen og Renault ifølge Reuters slet ikke er påvirket. Det samme gælder ifølge Autonews for Toyota og Nissan. Volkswagen har ifølge Autonews i 2022 etableret en arbejdsgruppe, der netop skal sikre, at man undgår at blive påvirket af forstyrrelser i skibsfarten. 

Seeberg: Bilindustrien er fortsat sårbar

“Forstyrrelserne viser desværre, at bilindustrien fortsat er sårbar, men jeg håber og tror, at vi forhåbentlig undgår en forsyningskrise, som den vi så i forbindelse med coronapandemien,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

Foruden mangel på komponenter, har uroen i Det Røde Hav dog også betydet øgede fragtpriser, hvilket vil kunne sætte sig i øgede bilpriser.  

Cirka 12 procent af verdens containerskibstrafik passerer gennem Suez-kanalen, men fragten er faldet med 65 procent som følge af angrebene. En omdirigering syd om Afrika gør rejsen fra Asien til Europa cirka 10 dage længere og koster én million dollars mere i brændstof, har Mærsk eksempelvis oplyst ifølge Reuters.  

Samtidig frygtes det, at de øgede brændstofpriser og fragtpriser, som konflikten har medført, vil kunne øge inflationen. 

Omkring 70 procent af alle komponenter til den europæiske bilindustri fra Asien, som primært er elektroniske komponenter, kommer gennem Det Røde Hav, skriver Autonews. 

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør