Efter måneders radiotavshed fra Skatteministeriet melder den nyudnævnte skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen nu ud om bilafgifterne i Jyllands-Posten. Hun citeres bl.a. for:
”Registreringsafgiften for elbiler står i udgangspunktet til at stige en smule i 2026, så elbiler med en pris over 366.000 kr. bliver en anelse dyrere. I regeringen følger vi området tæt, og vi er klar til at reagere, hvis det viser sig nødvendigt.”
AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg er glad for, at der langt om længe kommer en klar udmelding fra regeringen.
”Efter måneders uenighed i regeringen om behovet for en reform af bilafgifterne har Socialdemokratiet bekendt kulør. De ønsker som udgangspunkt, at den nuværende aftale fortsætter og hvilket gør det usandsynligt, at de planlagte afgiftsstigninger i 2026 ikke gennemføres, som de blev aftalt ved reformen i 2020. Der er dog en usikkerhed i, hvordan Venstre og Moderaterne reagerer,” fortæller Gitte Seeberg, der fortsætter:
”Vi har anbefalet politikerne, at man fastfryser registreringsafgiften på 2025-niveau og nedsætter en kommission, der kan lave et forslag til en ny teknisk bilbeskatning, baseret på bilens vægt og energieffektivitet. Regeringen bør fastfryse afgifterne på 2025-niveau for at sikre ro om bilafgifterne, indtil et nyt afgiftssystem kan træde i kraft.”
145 mia. kr. i skattelettelse til bilisterne
Den nye udmelding fra Socialdemokratiet kommer oven på en uge, hvor en analyse fra den grønne tænketank Concito har vist, at bilisterne kommer til at spare 145 mia. kr. i perioden 2020-2030, som konsekvens af bilaftalen fra 2020.
Ifølge Concitos beregninger rammer skatteindtægterne fra bilisme næste år bunden med knap 26 milliarder kroner. I 2020, før den politiske aftale trådte i kraft, kom der over 46 milliarder kroner i statskassen. De beløb omfatter både registreringsafgift, ejerafgift, afgifterne på bilforsikringer samt på benzin og diesel.
Indtægterne fra selve registreringsafgiften ventes næste år at falde til under 6 milliarder kroner. I 2020 kom der næsten 22 milliarder kroner i statskassen fra den afgift.
I Politikens artikel om analysen peger Concito selv på, at man bør fjerne registreringsafgiften og omlægge afgiften til roadpricing mhp. at sikre optimal udnyttelse af veje og offentlig transport.
Den liberale tænketank CEPOS har for få dage siden præsenteret et forslag til en ny bilbeskatning, der også indebærer en afskaffelse af registreringsafgiften og indførsel af roadpricing. Her dokumenterer CEPOS, at fossile biler overbeskattes, mens elbiler underbeskattes markant ift. de omkostninger de medfører samfundet (trængsel, forurening mv.)
Kontakt
