Bilforhandlere

Pressemeddelelse: Hullet ladenetværk hæmmer grønt bilsalg

Ro om afgifterne og et bedre ladenetværk. Det er to primære redskaber til at sikre et større salg af grønne biler på strøm i Danmark, viser en dugfrisk undersøgelse, som AutoBranchen Danmark har foretaget blandt 185 medlemsvirksomheder.

I undersøgelsen bliver virksomhederne spurgt til, hvad de vigtigste elementer er for at fortsætte den grønne omstilling, der er ved at tage fart med et historisk højt salg af el- og hybridbiler.

Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, uddyber besvarelserne fra undersøgelsen.

”Ro på markedet er utrolig vigtig for både forbrugerne og autobranchen, især når det handler om el- og hybridbiler, som fortsat har små markedsandele. De senere år har især elbilerne været igennem en afgift-rutsjebane med rigtig meget stop and go-salg. Det er uholdbart på den lange bane”, forklarer Gitte Seeberg.

Over 70% af bilforhandlerne i undersøgelsen kan allerede nu mærke, at den tiltagende afgift-uro på Christiansborg har fået forbrugerne til at stoppe op. Derfor er det afgørende, at der skabes langsigtet ro og gennemsigtighed. Flertallet af virksomhederne i undersøgelsen tvivler desuden på, at der vil være én million grønne biler i 2030. De peger på et mere realistisk bud på mellem 250-500.000 grønne biler.

”Der skal en ekstra indsats til over for forbrugerne, hvis vi skal have over 500.000 grønne biler på vejene om ti år. Her hænger tryghed, et bedre ladenetværk og pris sammen”, siger Gitte Seeberg.

Et hullet ladenetværk

Et stort flertal af respondenterne mener, at et hullet ladenetværk til både el- og hybridbilerne er en kæmpe hæmsko for den grønne omstilling. Næste 85% af virksomhederne i undersøgelsen peger på, at ladenetværket i deres lokalområde er for dårligt, og problemet er største blandt de jyske forhandlere.

”En forudsætning for at købe en hybrid- og især en elbil er, at forbrugerne føler sig trygge ved det netværk af ladestandere, der er dels i lokalområdet og rundt i landet. Ladestandere står stadig tættest i og omkring de største byer, men resten af landet skal også med. Derfor skal der afsættes penge løbende på finansloven til at udbygge ladenetværket”, siger Gitte Seeberg fra AutoBranchen Danmark.

I sammenhold med ladenetværket fremhæver flere af respondenterne i undersøgelsen, at rækkevidden er vigtig for mange bilkøbere – også selv om de fleste elbiler kører længere på et fyldt batteri end tidligere.

”Når forbrugerne er utrygge ved ladenetværkets udbredelse, kigger de på bilens egen rækkevidde. Vi kan se, at problemet er størst i de regioner, hvor der er længst mellem byerne”, forklarer AutoBranchen Danmarks direktør.

Det er meningen at transportkommissionen, der 7. september 2020 fremlagde sin første delrapport, inden nytår fremlægger bud på, hvordan infrastrukturen på strøm forbedres. Det ser mange i undersøgelsen frem til.

”Infrastruktur er et utroligt vigtigt element i omstillingen. Det skyldes, at forbrugerne skal kunne se en hverdag med familie, job, indkøb og fritidsaktiviteter hænge sammen på strøm. Og det gør det langt fra i alle landsdele lige nu. Derfor har vi brug for en bred plan, der dækker Danmark”, siger Gitte Seeberg.

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation