Bilforhandlere

Næsten 200 deltog på webinarer om hjælpepakker og digitalt bilsalg

Næsten 200 medarbejdere eller indehavere fra AutoBranchen Danmarks medlemsvirksomheder deltog i sidste uge på et af de to webinarer, der handlede om henholdsvis lønkompensation/hjælpepakker og fjernsalg. 

På den måde hersker der ingen tvivl om, at kursusformen med en times webinar, der først indeholder en præsentation og dernæst åbner for spørgsmål, er kommet for at blive.  

“Det er virkelig dejligt at opleve medlemmernes deltagelse og engagement. Vi har haft webinarer i støbeskeen i noget tid, mens vi ledte efter den rette platform at afvikle dem på. De to første kørte vi i december, og det glædeligt, at vi sammen med medlemmerne har fundet en model, der virker. Der er virkelig mange spørgsmål til vores dygtige jurister,” siger Charlotte Brix Andersen, chef Medlemsservice, Forretningsudvikling og Kommunikation i AutoBranchen Danmark.  

88 deltagere var tilmeldt onsdagens webinar om lønkompensation.   

“Deltagerne var velforberedte og rigtigt mange mødte op med konkrete spørgsmål til problemstillinger, de var stødt på i deres dagligdag. Det er en god ting, for har man en problemstilling, så er der sandsynligvis også andre, der har samme udfordring,” siger Naser Al-Zakta, jurist i AutoBranchen Danmark og oplægsholder på webinaret. 

Han har udvalgt to spørgsmål, som gik igen flere gange i onsdags. 

Spørgsmål: Hvis man ikke længere skal betale for G-dage efter d. 19. januar 2021, gælder det så også den allerede igangsatte arbejdsfordeling? 

Svar: Nej, den gælder kun for de midlertidige arbejdsfordelinger der træder i kraft efter d. 19.01.2021. I bør derfor, såfremt i ikke vil betale for G-dagene, afslutte den igangsatte arbejdsfordeling, og starte på en ny. Samme regler om varsel mm. gør sig gældende.  

 Spørgsmål: Hvornår kan jeg søge kompensation for faste omkostninger? 

Svar: I princippet kan alle bilforhandler søge kompensation for faste omkostninger fra d. 9. december og frem til den. 28. februar. Ønsker man at søge kompensation for tidligere perioder, skal man kunne dokumentere, at en eventuel regional eller national restriktion/nedlukning har haft direkte påvirkning på sin omsætningsnedgang. 

På fredagens webinar om fjernsalg og fortrydelsesret deltog mere end 100 medarbejdere og indehavere. Også her havde deltagerne masser af spørgsmål, som de kunne skrive i chatfunktionen undervejs. Efter et oplæg af jurist Ida Nynne Daarbak Jensen fra AutoBranchen Danmark, modtog hun også en lang række konkrete og yderst relevante spørgsmål.  

Hun har udvalgt to af de spørgsmål, som gik igen flere gange. 

Spørgsmål: Er det et fjernsalg hvis sælger har været på kundens adresse og kunden har prøvekørt bilen fra sin egen adresse, hvis forespørgslen er forgået digitalt?   

Svar: Der vil være tale om et fjernsalg, der givekunden 14 dages fortrydelsesret i dette tilfælde. Dette fordi salget er foregået delvist digitalt, og delvist uden for virksomhedens forretningssted. Det  er to af kriterierne for hvornår noget er et salg omfattet af fjernsalgsreglerne.  

Spørgsmål: BYTTEBIL!!! Hvis kunden fortryder købet, skal kunden også have sin byttebil tilbage? Hvad hvis den er solgt videre inden for de 14 dage?   

Svar: Først og fremmest må jeg sige, at vi ikke er bekendt med retspraksis om fortrydelsesretten i forbindelse med et fjernsalg, hvori der er indgået en byttebil. 

Vores umiddelbare vurdering er dog at hvis du som forhandler har solgt bilen til anden side inden kunden gør brug af sin fortrydelsesret, så er kunden ikke berettiget til at få byttebilen tilbage. Her vil han/hun være berettiget til at få værdien af byttebilen, som fremgår af slutsedlen. Hvis byttebilen ikke er blevet solgt i mellemtiden, er det vores vurdering at kunden har ret til at få bilen tilbage. 

“Vi kommer til at lave flere webinarer i fremtiden, fordi det er en hurtig og konkret hjælp til branchen, som hurtigt kan stables på benene. Jeg kan love, at vores jurister holder øje med tendenser i medlemmernes spørgsmål hver eneste dag for at se, om der er noget, som bør samles op i et webinar. Og vi tager også gerne imod idéer og ønsker til emner,” siger Charlotte Brix Andersen. 

Som deltager får du i øvrigt tilsendt en optagelse af webinaret bagefter. 

Kontakt

Charlotte Brix Andersen

Leder af Medlemsservice, forretningsudvikling og kommunikation