Bilforhandlere

Nu kan du ansøge om kompensation for faste omkostninger

Erhvervsstyrelsen har nu åbnet for ansøgninger om kompensation for faste omkostninger til virksomheder, der lider omsætningstab pga. corona-restriktionerne. Ordningen er en genåbning af den ordning, som autobranchen også var berettiget til at søge i foråret og sommeren 2020.

I skrivende stund har Erhvervsministeriet ikke offentliggjort den bekendtgørelse, der definerer de præcise krav, satser for kompensation mv. Dermed er der nogle detaljer, som vi endnu ikke kan svare på. Det vil vi selvfølgelig gøre, når vi ser bekendtgørelsen. Årsagen til den manglende bekendtgørelse er, at reglerne om hjælpepakken afventer den endelige godkendelse i EU, hvilket forventes at være en formalitet.

Ordningen kræver i lighed med ordningen fra 2020, at virksomheden har en omsætningsnedgang på mindst 30 procent, der kan relateres til coronavirussen og eller restriktionerne. Vi forventer, at omsætningsnedgangen skal opgøres per P-nummer i virksomheden.

AutoBranchen Danmark har på nuværende tidspunkt ikke adgang til oplysninger om, hvilke referenceperioder, der skal benyttes ved ansøgning. Det vil blive afklaret i forbindelse med ansøgning. Vi håber dog at kunne informere mere generelt om dette, når bekendtgørelsen offentliggøres.

I foråret 2020 lykkedes det AutoBragnchen Danmark i samarbejde med andre organisationer at sikre, at virksomheder under særlige omstændigheder kan benytte en anden referenceperiode end den, Erhvervsstyrelsen fastsætter. Det kan du læse mere om her.

Virksomheder i autobranchen skal være særligt opmærksomme ved ansøgning om kompensation for leasingbiler. Erhvervsstyrelsen ville indledningsvist ikke tillade kompensation for leasingbiler til autobranchen. Efter pres fra bl.a. AutoBranchen Danmark fik branchen ret til delvis kompensation for leasingbiler.

Flere muligheder for kompensation

Hjælpepakken strækker sig fra 1. november 2020 til 28. februar 2021. For at kunne søge for den fulde periode, kræver det, at man har været underlagt restriktioner i hele perioden. Det har autobranchen som udgangspunkt ikke.

Autobranchens virksomheder vil foreløbigt kunne søge om kompensation for perioden 9. december-17. januar. Hvis restriktionerne for branchen forlænges ud over den 17. januar, vil branchen kunne søge frem til restriktionerne ophæves dog maksimalt til 28. februar, hvor hjælpepakken udløber.

Særlige vilkår for nordjyske virksomheder

De nordjyske virksomheder, der blev opfordret til at lukke og minimere aktivitet i november, vil udover førnævnte periode også kunne søge ordningen for perioden 6-26. november. Det kræver at virksomheden er beliggende i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Læsø eller Thisted kommune og i øvrigt opfylder kravene til ordningen.

Ansøgningsfristen er 15. april 2021. Dokumentation inkl. til slutafregning (efterfølgende revision af den udbetalte kompensation) skal være indsendt senest den 31. oktober 2021.

I forbindelse med ansøgning, skal der i lighed med tidligere bruges en revisorerklæring. Hvis man tidligere har ansøgt om hjælpepakken, kan den daværende erklæring dog opdateres af revisoren.

Den fulde liste med krav og vejledning kan ses på virk.dk.

Kontakt

Juridisk hotline