Bilforhandlere

Overblik: Fem vigtige opdateringer til Motorregistret

Motorstyrelsen udsender løbende opdateringer om Motorregistret, og for oktober 2020 er der fem nye ændringer. Herunder gennemgår AutoBranchen Danmark de nyeste opdateringer.

1. Ændringer ved toldsyn

Fremover bliver det kun en række udvalgte synsvirksomheder, der må foretage de såkaldte toldsyn, og de virksomheder bliver udvalgt af Færdselsstyrelsen. Det betyder, at adgangen i Motorregistret indskrænkes for de virksomheder, som ikke er godkendt af Færdselsstyrelsen.

Som AutoBranchen Danmark tidligere har fortalt, skærpes reglerne for toldsyn den 1. januar 2021. Her reduceres gyldigheden af et toldsyn fra 12 måneder og ned til én måned. Et toldsyn er relevant, når et brugt køretøj registreres her i landet for første gang, og ved toldsynet fastslår synsvirksomheden køretøjets identitet, kilometerstand, udstyr og stand generelt.

2. Refusion ved afbrudt leasingaftale

Motorstyrelsen har konstateret, at der har været fejl i den refusion, som er blevet beregnet i forbindelse med afbrydelser af leasingaftaler. Det handler specifikt om leasingaftaler, som er blevet forlænget i løbet af den oprindelige leasingperiode. Fejl er nu ifølge Motorstyrelsen rettet i Motorregistret.

3. Fejl i brev til betaling er rettet

Det har også vist sig, at de breve, som sendes ud ved afbrydelse af en udløbet leasingkontrakt har manglet både OCR-linjer (den lange talkombination i bunden af et girokort) og betalingsfrister. Med den seneste opdatering skulle den fejl nu være rettet, så de betalingsinformationer fremgår.

4. Målenorm for køretøjer over 2.585 kg

I marts 2020 udsendte Motorstyrelsen en midlertidig løsning til køretøjer med en køreklar vægt på over 2.585 kg, fordi de normale regler igen skal efterleves. Derfor vil den midlertidige funktion kaldet ‘Oprettelse af køretøjer med køreklar vægt over 2.585 kg’ blive fjernet fra registreret, og man kan igen lave en særlig beregning af brændstofforbruget ud fra vægten og euronormerne.

Motorstyrelsen tilføjer, at køretøjer, der er oprettet ud fra ovenstående midlertidige løsning, efterfølgende bliver rettet af Motorstyrelsen, så de ikke længere står med fejlagtig målenorm og fejlagtigt målt forbrug i Motorregistret.

5. Korrekt forbrug på minivans

Når man opretter eksempelvis en minivan i Motorregistret, bruger man funktionen ‘Stor Personbil beboelse og antal passagerer mindre end 9’.  Til den er det nu muligt at tilføje oplysninger om brændstofforbrug målt forbrug. Dette sikrer, at køretøjerne allerede fra registreringstidspunktet får opkrævet korrekt grøn ejerafgift.

Kontakt

Juridisk hotline