Autolak og eftermarked

Personlig relation er afgørende i dialog med forsikringsselskaberne 

Skadesværkfører Anders Jakobsen fra Autohuset Kronsbjerg A/S har et “supergodt forhold” til forsikringsselskabernes taksatorer, men han advarer samtidig om ny tendens.

Mens store dele af skadesbranchen ofte oplever forsikringsselskabernes taksatorer som besværlige og udfordrende at samarbejde med, er der også nogen, der lykkes med at have et godt forhold til taksatorerne. 

En af dem er skadesværkfører Anders Jakobsen, der står for Autohuset Kronsbjergs skadescenter i Odense.  

“Jeg har et supergodt forhold til alle selskabernes taksatorer, og det er helt afgørende for vores forretning,” siger Anders Jakobsen.  

Han er den eneste på værkstedet, der takserer skader – og det foregår som regel uden det store besvær. 

“Det lykkedes generelt at få den betaling, som vi har brug for,” siger han. 

Autohuset Kronsbjerg A/S forhandler Seat, Nissan og Cupra og lige tilføjet Suzuki til mærkerne. 

Og Anders Jakobsen fortæller, at han generelt er godt tilfreds med de reparationstider, der er i Autotaks. Især på egen mærker, hvor man kender bilerne bedre. 

“Vi kan ikke tjene det samme på fremmedmærker, for det er tiderne ikke til, men vi tager gladeligt imod dem.” 

Holder ikke i virkeligheden

På det seneste har der været en del debat i branchen om, hvorvidt reparationstiderne i Autotaks reelt er vejledende. Det er et stort flertal af respondenterne i AutoBranchen Danmarks medlemsundersøgelse således uenige i, at de skulle være.  

Og den oplevelse deler Anders Jakobsen.  

“F&P siger tiderne er vejledende, men det holder ikke rigtigt i virkeligheden, for ofte får vi at vide, at hvis vi en skade har taget længere tid, så skal vi have dokumentation fra fabrikken eller importøren,” siger han og tilføjer:  

“Også selvom enhver kan regne ud, at man eksempelvis ikke kan skifte en frontrude på en time.” 

Men det til trods har Anders Jakobsen en god dialog med taksatorerne, fastslår han.  

“Det er bedre, hvis de lige ringer, inden de afviser rapporten. Så kan vi som regel godt blive enige om, hvordan skaden skal laves,” siger Anders Jakobsen. 

Han er dog bekymret over en tendens, som han frygter spreder sig yderligere. Og det er, at flere selskaber opretter fælles fotocentre, hvor skaderne beses eller indfører rotation blandt taksatorerne, så de dækker områderne i kortere tid. Og det kan gå ud over samarbejdet, når man ikke på samme måde kan opbygge relationer. 

“Det vil være rigtig ærgerligt. Der går ikke en dag, uden jeg snakker med taksatorer, og jeg har opbygget en personlig relation til de fleste, så vi har haft en positiv udvikling i vores samarbejde. Men jeg håber ikke, at jeg i fremtiden skal snakke med en masse taksatorer, jeg ikke kender,” siger Anders Jakobsen.  

Kontakt

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent

Lars Baun Vilhelmsen

Eftermarkedskonsulent

Jørgen Petersen

Forsikringskonsulent

Julie Løvenholdt

Medlemskoordinator