Bilforhandlere

Pluginhybriderne er fredet indtil videre

Der vil blive indkaldt til drøftelser mellem regeringen og støttepartierne, når en stor undersøgelse af opladning af pluginhybrider er klar – formentlig i marts. Det er dog endnu uvist om drøftelserne vil føre til genåbning af aftalen om bilafgifter, eller om den nuværende aftale får lov at bestå. 

Den nyudnævnte skatteminister Jeppe Bruus var i torsdag til samråd om pluginhybrider og den polemik, der har været om hybriderne i medierne i den seneste tid. Til samrådet fastslog skatteministeren, at der vil blive indkaldt til drøftelser, når en undersøgelse fra Danmarks Statistik af opladningsmønstrene for landets pluginhybridejere ligger klar til foråret – formentlig i marts.  

Dermed blev bilaftalen i hvert fald ikke i første omgang åbnet, sådan som støttepartierne ellers har krævet for at ændre på modellen for afgiftsfritagelsen af pluginhybrider.  

Der er endnu også muligt, at regeringen står fast på, at aftalen fra 2020 ikke skal ændres, men det afhænger formentlig af, hvad den omtalte undersøgelse fra Danmarks Statistik kommer til at vise, og hvad støttepartierne og regeringen får ud af de drøftelser af undersøgelsens resultater, som der nu er lagt op til, begynder i løbet af foråret.  

AutoBranchen Danmark har gentagne gange appelleret til politikerne om, at der skal være ro om afgifterne, og har samtidig mindet dem om, at det fra regeringens side blev gjort klart, at der efter bilaftalens indgåelse i 2020 ikke skulle pilles ved afgifterne indtil 2025.  

“Der skulle have været ro om bilafgifterne i fem år, efter at politikerne for 14 måneder siden lavede den største reform af bilafgifterne i nyere tid. Det havde vi set frem til, men sådan bliver det nu måske ikke. Det vil mildest talt være skuffende, men vi håber, at regeringen står fast og sikrer ro,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark 

Hun roser samtidig skatteminister Jeppe Bruus for at afvise en øjeblikkelig genåbning af aftalen, men at vente med at tage stilling til en eventuel genåbning af aftalen, indtil der foreligger mere viden om pluginhybridernes opladningsgrad. 

“Det er både ordentligt og fornuftigt,” siger Gitte Seeberg.  

“Fra AutoBranchen Danmarks side arbejder vi for ro om afgifterne og det er stadig muligt, at afgifterne først bliver ændret i 2025, som først annonceret af politikerne. Klare retningslinjer og aftaler, der holder, har topprioritet for os,” siger Gitte Seeberg.  

Hvis aftalen alligevel bliver genåbnet, kommer der næppe til at være tale om fuldstændig fjernelse af afgiftsrabatten. I stedet vil støttepartierne formentlig gå efter en stejlere og dermed også hurtigere indfasning af registreringsafgiften på pluginhybrider, end den der er fastlagt af bilaftalen fra 2020.  

Ifølge den gældende bilaftale fra 2020 var registreringsafgiften for pluginhybrider på 45 procent i 2021 og øges med fem procentpoint om året til 65 procent i 2025. Herefter øges registreringsafgiften med tre procentpoint om året til 80 procent i 2030 og derfra med 4 procentpoint til fuld indfasning i 2035.  

Indfasningen af registreringsafgiften på pluginhybrider har som bekendt betydet, at pluginhybriderne allerede blev dyrere ved nytår.  

Gør det nemmere at lade op 

Afgiftsdebatten er opstået, efter der er sået tvivl om, hvor klimavenlige pluginhybrider er – og hvor klimavenligt, de bliver kørt.  

”Jeg har stor forståelse for, at pluginhybriderne selvfølgelig skal lades op, hvis de skal gøre sig fortjent til den delvise afgiftsfritagelse, men også her har politikerne et ansvar for at sikre, at det er nemt og bekvemt at lade op over alt i landet. Det handler altså om, at der skal sættes langt flere penge af til ladestandere – også langt fra de store byer, hvor det tit kan være svært at få en hverdag til at fungere med en elbil og hvor pluginhybriderne derfor er en god overgangsløsning fra fossilbilerne til de grønne biler.” 

Seeberg advarer om, at politikerne kan gamble med den grønne omstilling, hvis pluginhybriderne forsvinder fra markedet som en overgangsbil fra benzin- og dieselbiler til grønne elbiler: 

”Hvis man ændrer den delvise afgiftsfritagelse på pluginhybriderne meget voldsomt og meget pludseligt, kan man med god ret forvente, at kunderne køber benzin- eller dieselbiler i stedet for elbiler – det viser undersøgelser blandt vores medlemmer også. Det er stik mod de politiske ønsker. Man må ikke glemme, at pluginhybriderne kan være en investering i at vænne folk til at lade deres biler op, så skridtet til elbilerne bliver mindre. Dermed risikerer man at gamble med den grønne omstilling af bilparken, hvis pluginhybriderne forsvinder,” siger Seeberg. 

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent