Igennem et stykke tid har Trump raslet med toldsablen og talt om en mulig 25 procent told på importerede biler. Men nu er det virkelighed.
Onsdag aften dansk tid har USA’s præsident nemlig meldt ud, at han skruer toldsatsen kraftigt op fra de eksisterende 2,5 procent til de 25 procent, han flere gange har nævnt.
Og denne gang er det ikke kun udvalgte lande eller regioner, der bliver ramt. Det er al import af færdigsamlede biler fra hele verden. Samtidig rammer tolden udvalgte bil-dele som motorer, gearkasser og elektriske komponenter, fremgår det af en meddelelse fra Det Hvide Hus.
”For de producenter, der sælger godt i USA uden at producere så meget i landet, vil det her kunne mærkes. Det gælder bl.a. et mærke som VW, der godt nok producerer visse modeller i USA, men også bygger en stor del af sine biler til det amerikanske marked i Mexico,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark Gitte Seeberg og fortsætter:
”Biler er et resultat af enormt komplekse forsyningskæder, som ikke lige kan ændres fra den ene dag til den anden. Derfor er det også vanskeligt for Trump at lægge told på det her område uden at ramme de amerikanske producenter, der har dele af sin produktion i Canada og Mexico. Men han har faktisk også blødt lidt op på det punkt.”
På biler produceret under den særlige handelsaftale mellem USA, Mexico og Canada (USMCA), skal der nemlig ikke betales told på de dele af bilen, der er produceret i USA. Derfor ender man med en delvis told på de biler, der ofte bliver sendt frem og tilbage over grænserne flere gange, før de er færdigproducerede.
Bilproducenter kan omprioritere
”De nye og højere amerikanske toldmure kan betyde, at nogle bilproducenter vil investere mere i amerikansk produktion, som bl.a. Hyundai for nylig har meldt ud, at de vil gøre. Men det kan også betyde, at det pludselig bliver mere interessant for nogle at sende flere biler mod andre markeder som fx EU. Dertil kommer reaktionerne fra de ramte lande og områder. Så det bliver meget spændende at følge den kædereaktion, han formentlig har sat i gang,” siger Gitte Seeberg.
Tæt på halvdelen af de biler, der sælges i USA i dag, er importerede biler. Den nye toldsats træder i kraft allerede den 2. april, og Trump siger, at han forventer, de vil fortsætte hans præsidentperiode ud.
Trump løftede også sløret for, at han vil bruge nogle af told-indtægterne til at give et skattefradrag for billån – men kun til amerikansk producerede biler.
Kontakt
