Fra nytår ser det ud til, at købere af nye elektriske biler vil få en afgiftsforhøjelse at forholde sig til. I hvert fald hvis de køber bil til mere end 366.200 kr.
Det er det, regeringspartierne nu lægger op til i de første udmeldinger om finansloven for næste år.
Ændringen betyder, at afgiften bliver justeret op med otte procentpoint for biler, der ligger over afgiftsgrænsen. Og samtidig kommer den grænse altså til at ligge et godt stykke under de 419.300 kr., vi har vænnet os til gennem de seneste år.
En indfasning af registreringsafgiften på elektriske biler har været en del af de politiske planer, lige siden afgiftsrabatten til elbiler blev forhandlet på plads med bilaftalen fra 2020. Men den er blevet udskudt af flere omgange.
Strammere økonomisk politik
At indfasningen gennemføres nu, skyldes ifølge regeringspartierne, at Danmark står i en situation, hvor der ikke længere bare kan trækkes milliarder ud af det efterhånden berømte økonomiske råderum. Fremadrettet skal der skaffes finansiering til de tiltag, regeringen gerne vil prioritere, fordi råderummet allerede er afsat mange år frem. Det har regeringspartierne forklaret til Berlingske.
“Som branche så vi selvfølgelig helst, at der slet ikke kom nogen afgifter, men når nu det skal være, er det fornuftigt at følge den allerede vedtagne plan,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark og fortsætter:
“Det er det blandt andet fordi, Motorstyrelsen allerede er kørt i stilling til at kunne håndtere den nuværende plan. For vi har tidligere set, hvordan pludselige ændringer kan ende med at ramme branchen hårdt. Samtidig gælder regeringens foreslåede indgreb stadig kun de dyreste elbiler, så selvom der er nogen elbiler, der vil blive sværere at få solgt fra nytår, er der stadig også rigtig mange elbiler, som vil kunne sælges billigt og attraktivt til forbrugerne.”
Politikerne synes i det hele taget at være optagede af at begrænse det provenutab, der har været på bilområdet i de seneste år. Hvis politikerne står fast på det – og der dermed skal skaffes indtægter – anbefaler AutoBranchen Danmark, at der gennemføres en egentlig reform af bilafgifterne, der kan imødekomme nogle af de udfordringer, en værdibaseret afgift medfører:
“AutoBranchen Danmark anbefaler at fremtidige bilafgifter kommer til at hvile på objektive tekniske kriterier som vægt og energieffektivt. Det mindsker administration og reducerer muligheden for at snyde med bilafgifterne. Det kunne fx være en kombination af en lavere teknisk registreringsafgift og en løbende ejerafgift baseret på vægt og energieffektivitet.”
I år til og med august har elbiler stået for mere end 96 procent af det private nyvognssalg, viser tal fra bilstatistik.dk. Og samlet set er vi nu helt oppe på 714.000 elbiler i den danske bilpark. Det vil sige, at godt hver fjerde bil nu er elektrisk.
Kontakt





