FDM advarer nu elbilister mod at benytte offentlige ladepladser med skiltning som “Kun opladning af elkøretøjer” eller lignende, hvis der er risiko for, at opladningen kan stoppe undervejs.
Baggrunden er en sag fra Randers, hvor en bilist fik en p-afgift på 510 kroner, selvom bilen var tilsluttet ladestanderen. Opladningen var imidlertid stoppet, og retten vurderede, at det ikke var nok, at bilen var koblet til. Bilen skulle aktivt lade, mens den holdt på pladsen.
Det skaber en praktisk udfordring for mange elbilister. Opladning kan stoppe af flere grunde, blandt andet fordi bilen er færdigopladet, fordi ladestanderen fejler, fordi bilens system afbryder opladningen, eller ved udfald i strømforsyningen.
Hos AutoBranchen Danmark peger adm. direktør Gitte Seeberg på, at sagen også er relevant for virksomheder i bilbranchen.
“Det her er først og fremmest en problemstilling for elbilisterne, men branchen bør også være opmærksom. Hvis man som bilvirksomhed benytter offentlige ladestandere, bør man være ekstra opmærksom på skiltningen og de konkrete vilkår på pladsen. Man skal også være forberedt på, at kunder kan spørge ind til reglerne, fordi sagen naturligt skaber usikkerhed,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
AutoBranchen Danmark anbefaler, at virksomheder er opmærksomme på lokale regler og skiltning ved offentlige ladestandere, særligt hvor der fremgår et krav om opladning. Det kan også være relevant at orientere medarbejdere, der håndterer elbiler, kundebiler, demobiler eller biler til service og klargøring.
AutoBranchen Danmark finder afgørelsen ildevarslende, følger sagen, og opfordrer til, at der skabes klarhed om reglerne, så skiltning og håndhævelse understøtter den grønne omstilling i stedet for at gøre den mere besværlig.
Kontakt





