Bilforhandlere

Risiko for leasingindgreb fra regeringen

Regeringen ventes snart at præsentere sit forslag til en bandepakke, hvor man forventer at præsentere et forslag om en licensordning for leasingselskaber.

Politiet og regeringen har gentagende gange koblet bandemiljøet i Danmark med leasing af muskelbiler, der også benyttes til vanvidskørsel. Derfor forventes en licensordning for leasingselskaber også at være en del af den bandepakke, som regeringen forventes at fremlægge i slutningen af august.  

AutoBranchen Danmarks adm. direktør, Gitte Seeberg er skeptisk over for idéen om en licensordning hvis det betyder, at kun banker og store importører fremover kan tilbyde leasing, fordi hun frygter en konkurrenceforvridning til fordel for de store leasingselskaber, der nemmere kan håndtere de administrative forpligtigelser ved en licensordning.  

”Jeg har advaret politikerne mod at tro, at en licensordning hen over natten stopper al snyd med leasing. Det vil kræve en langt bedre kontrol fra Motorstyrelsen, præcis som Rigsrevisionen slog fast i sin kritik af skatteforvaltningen i forsommeren. Derimod er der en stor risiko for, at en administrativ tung licensordning vil give de store leasingselskaber en markant konkurrencefordel,” fortæller Gitte Seeberg, der fortsætter: 

”Det er vigtigt at huske på, at store velansete leasingselskaber og bilmærker selv har snydt statskassen. Flere af de store, højtprofilerede leasingselskaber har selv et meget stort ansvar for, at politikerne lige nu har fokus på leasingsområdet, fordi de selv er blevet taget i at snyde statskassen. Derfor vil det være meget paradoksalt, hvis politikerne nu ender med at give de selvsamme leasingselskaber en konkurrencefordel,” udtaler Gitte Seeberg. 

Direktøren har i samarbejde med andre organisationer valgt at gå i dialog med politikerne for at finde en fornuftig løsning.  

”AutoBranchen Danmark er ikke afvisende overfor en licensordning, hvis den kan laves på en måde, hvor konkurrencen ikke forvrides til fordel for de store leasingselskaber. Det er vi sammen med vores samarbejdspartnere gået i dialog med politikerne om, men det er vigtigt for os at understrege, at det ikke kan stå alene, uanset om formålet er at bekæmpe svindel med leasing eller bandemedlemmers adgang til leasingbiler”, forklarer Gitte Seeberg. 

Kontakt

Nicolai Fiil-Søby

Politisk konsulent og direktionsassistent (Barsel)