Bilforhandlere

Sådan kan batterier blive en forretningsmulighed

Når AutoBranchen Danmark i slutningen af måneden arrangerer studietur til Nordtyskland, er der blandt andet fokus på, hvordan man kan tjene penge på batterier.

Mens turen tidligere på året gik til London, går den næste studietur for AutoBranchen Danmarks medlemmer til Nordtyskland – nærmere bestemt Kiel, Bremen og Hamburg, som bliver besøgt sidst i denne måned.  

Turen (der stadig har et par ledige pladser) har et bredt program, men et af fokusområderne er elbilsbatteriet – og hvordan man kan gøre det til en forretningsmulighed, der afspejler sig positivt på bundlinjen. 

Det fortæller AutoBranchen Danmarks medlemskonsulent Klaus Schultz, der arrangerer studieturen. 

Studieturen indeholder nemlig en workshop om elbilsbatterier, der afholdes hos kontrol- og sikkerhedsorganisationen TÜV i Hamburg. 

Her er der fokus på diagnosticering, udskiftning af moduler, muligheden for reparationer og markedet for brugte batterier. 

“Vi ser allerede, at nogle af værkstederne herhjemme er begyndt at tjene gode penge på reparationer på batterierne, og det er virkelig et marked, der kan blive en attraktiv forretningsmulighed for mange, så det ser jeg meget frem til,” siger Klaus Schultz.  

Bredt program med fokus på både brugte og nye biler – og fabriksbesøg

Workshoppen hos TÜV er sidste stop på studieturen, der starter to dage inden i Kiel. Her står den på besøg hos Süverkrüp, der primært er Mercedes Benz-forhandler, men som sælger både nye og brugte biler og fokuserer på premiumbiler. 

Herefter går turen til Bremen, hvor der overnattes, og hvor Santander, der er med på turen, vil holde et oplæg og være vært for en middag. 

I Bremen begynder dagen hos DAT Autohus, der har solgt over 300.000 biler, som altid har 3000 biler på lager og er en af Europas største brugtvognsforhandlere. 

Derfra går turen til den 150 hektar store Mercedes Benz-fabrik i Bremen, hvor C-klassen og SL-klassen er blevet produceret, og hvor der i dag også produceres elbiler. 

Besøget i Bremen fortsætter til endnu en bilforhandler, nemlig Weller, der sælger Toyota, Lexus, Cupra og Seat. Her er fokus på eftermarkedet, inden resten af dagen står på middag og netværk. 

Og Klaus Schultz er overbevist om, at programmet kan sætte gang i tankerne hos de fleste i branchen.  

“Når man har chancen for på få dage at få en så koncentreret omgang ny viden og inspiration, som det er tilfældet på den her tur, så skal man tage den,” siger Klaus Schultz. 

Studieturen finder sted fra 28.-30. oktober. Du kan tilmelde dig her https://autobranchendanmark.dk/event/inspirationstur-til-kiel-bremen-og-hamborg/

Kontakt

Klaus Schultz

Medlemskonsulent, Jylland Syd og Fyn