Bilsalg

Salget af kinesiske biler accelerer kraftigt

Imens kinesiske bilmærker tager en større og større andel af bilsalget herhjemme og i landene omkring os, er der tydelige krisetegn hos flere af de velkendte vestlige mærker.

For hver gang, der er blevet solgt 100 nye biler herhjemme i årets første otte måneder, har de 13 været kinesiske.

I 2025 var der ved udgangen af august måned solgt lige over 10.000 biler fra kinesiske* mærker herhjemme. I år er det tal steget med hele 67 procent. Det vil sige, at der indtil videre er kommet mere end 17.000 kinesiske biler ud på de danske veje i år, viser tal fra Bilstatistik.dk. 

Dermed sidder de kinesiske mærker nu på 13 procent af bilsalget i 2026 mod lige under 9 procent sidste år, hvor nyvognssalget generelt lå på et lavere niveau end i år. 

Bagved den overordnede fremgang tegner sig et billede af en håndfuld mærker, der har set meget kraftig fremgang, og nu kan begynde at vise salgstal på linje med traditionelle europæiske bestseller-mærker. For eksempel har Xpeng i år overhalet Peugeot og kørt sig selv ind på en 12. plads over de mest solgte bilmærker. 

3.700 biler har det kinesiske mærke solgt indtil videre, hvilket er mere end dobbelt så meget som sidste år. 

Efter Xpeng kommer MG, Volvo og BYD ind som de bedst sælgende kinesisk-ejede mærker. Alle har de set kraftig fremgang i år. Højdespringeren er dog Zeekr, der indtil videre har solgt 1.944 biler i år, selvom det i Danmark nye mærke kun havde et salg på 122 stk. i samme periode året før.  

Længere nede ad ranglisten kommer en stribe kinesiske mærker, som endnu ikke har fået et lige så solidt fodfæste. 

Zoomer vi ud og betragter hele bilparken, så begynder de kinesiske mærker også at få fat – i hvert fald i den elektriske del af den. Ved indgangen til september kørte der lige under 700.000 elektriske biler rundt på de danske veje, og heraf var mere end hver tiende fra et af de kinesiske mærker. 

Hæderkronede mærker må skære 

På europæisk plan er det samme tendenser, der gør sig gældende. Trods de forhøjede toldsatser, der blev indført for et par år siden, så udgør de kinesiske biler stadig en anseelig del af elbilsalget i Europa. 

Sidste år udgjorde kinesisk-byggede biler således 20 procent af elbilsalget i Europa, viser tal fra de europæiske bilproducenters sammenslutning, ACEA. Ud af detm samlede bilsalg udgjorde kinesiske biler 7 procent. 

På verdensplan er konkurrencen fra de kinesiske mærker nu blevet så hård, at det er en medvirkende årsag til, at bestyrelsen i det tyske flagskib VW tidligere på måneden godkendte en omfattende plan for restrukturering af mærket, der samlet over en årrække vil betyde farvel til op mod 100.000 medarbejdere, forenkling af modelprogrammet og et muligt salg af fabrikker til våbenproduktion

Også hos Jaguar-Land Rover, som er ejet af indiske Tata, mærker man presset fra en cocktail af kinesisk konkurrence på den ene side og stigende amerikanske toldsatser på den anden. I sidste uge førte det til en udmelding om, at man vil skære omkring 4000 medarbejdere over de kommende to år. Nedskæringerne vil hovedsageligt finde sted i Storbritannien.  

”De store fyringsrunder, vi for tiden hører om fra hæderkronede vestlige bilmærker, vidner om, at man desværre har været for længe om at læse skriften på væggen og se den bølge af højteknologiske biler til lave priser, der byggede sig op,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg. 

”Nu er faren for de europæiske mærker, at kinesiske og amerikanske virksomheder kommer til at beherske selvkørende teknologi, mens de kæmper med omstillingen til elbiler. For selvkørende teknologi har potentialet til at blive en endnu større gamechanger for bilindustrien.”  

*Volvo er her medregnet som kinesisk, da de er ejet af den kinesiske Geely-koncern 

Nr.MærkeJan-aug 2026Jan-aug 2025
12Xpeng3.698 stk.1.594 stk.
14MG3.065 stk.1.818 stk.
15Volvo3.042 stk.2.462 stk.
20BYD2.048 stk.1.528 stk.
21Zeekr1.944 stk.122 stk.
23Polestar1.353 stk.1.355 stk.
25Leapmotor776 stk.
32Navor308 stk.1.121 stk.
33Jaecoo299 stk.
35Deepal240 stk.
I alt17.12110.267
Kilde: Bilstatistik.dk 

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver