Elbiler

Seeberg: Blandede bolsjer i nyt regeringsgrundlag

Der er både rigtig gode og vigtige tiltag, men desværre også flere uheldige bump for autobranchen i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering, lyder vurderingen fra AutoBranchen Danmark. Fokus på mangel på arbejdskraft trækker kraftigt op

Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen præsenterede 14. december den nye regerings regeringsgrundlag. Og det er en pose blandede bolsjer, når det kommer til, hvordan det vil påvirke autobranchen, fastslår Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, der understreger, at der er mere godt end skidt.

På plussiden fremhæver hun øget fokus på erhvervsuddannelserne, som blandt andet kan være med til at afhjælpe manglen på arbejdskraft:

“For mig at se er det afgjort mest positive, at regeringen vil styrke søgningen til erhvervsuddannelserne, herunder også autobranchens uddannelser. Det kan være med til at afhjælpe den mangel på arbejdskraft, som har plaget branchen længe og truer med at gøre det mange år fremover,” siger Gitte Seeberg.

Regeringen vil således skabe et mere varieret uddannelsestilbud, hvor der er en bedre balance mellem bogligt, kreativt og praktisk indhold, samt flere muligheder for mesterlære og erhvervspraktik.

Regeringen har også hævet klimaambitionerne, og vil have flere elbiler på vejene.

“Danskerne har taget elbilerne til sig og udviklingen går allerede hurtigt, hvilket er meget positivt. Regeringen taler i sit regeringsgrundlag om at ville undersøge muligheden for at få flere rene elbiler, ligesom man ønsker, at effekterne af bilaftalen fra 2020 skal belyses i lyset af teknologiudviklingen,” siger Gitte Seeberg.

“Vi støtter naturligvis, at elbilerne hjælpes på vej med lavere afgifter. For os er det oplagt, at regeringen også hjælper elbilerne på vej med flere ladestandere, hvilket er en af de helt store barrierer i dag,” siger hun.

Endelig er leasingselskaberne også i regeringens søgelys, uden at det dog bliver videre konkret, ligesom der er fokus på vanvidskørsel i regeringsgrundlaget.

“Vi er fundamentalt imod vanvidskørsel i AutoBranchen Danmark, men vi er lige så fundamentalt imod, at bilforhandlere skal kunne få konfiskeret deres biler, hvis kunder misbruger bilen til vanvidskørsel. Den kamp bliver op ad bakke – også med den nye regering, ser det ud til, men vi afventer, hvad der konkret spilles ud med,” siger Gitte Seeberg.

Torsdag blev de nye ministre udpeget. Inden for autobranchens område er Venstres Thomas Danielsen blevet transportminister, mens Socialdemokratiets Jeppe Bruus fortsætter som skatteminister. Socialdemokratiets Mattias Tesfaye fortsætter også på ministerholder, men nu som børne- og undervisningsminister, som dermed har ansvaret for erhvervsuddannelserne. Lars Aagaard gør debut i politik og er ny klima-, energi- og forsyningsminister og repræsenterer Moderaterne.

Kontakt

Gitte Seeberg

Adm. direktør