Debatindlæg af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, bragt i Jyllands-Posten 24. juni 2024.
Hvis man skal sige noget positivt om de forhold, der bliver afdækket i TV 2-dokumentaren “Den sorte svane”, så er det, at der kommer en stigende opmærksomhed om det, man kalder “banditter i habitter”.
Sagen er jo nemlig desværre den, at kriminalitet ikke kun begås af rockere, bander og andre arketypiske kriminelle. Nej, kriminaliteten trives på alle niveauer af vores samfund og bliver begået af mennesker fra alle samfundslag, med alle former for uddannelsesbaggrund og med alle former for hudfarve og etnicitet.
Det glemmer vi ofte.
Faktisk er kriminaliteten ofte mere omfattende, når svindlen begås i habit. Se bare på udbyttesagen, hvor staten er blevet svindlet for milliarder.
Jeg er selv uddannet jurist, har praktiseret som advokat og har gennem et langt liv i og i omegnen af politik oplevet, hvordan jakkesættet på ingen måde er en garanti for et liv på den rigtige side af loven eller i det mindste bare et rimeligt forhold til moral og etik – og god forretningsførelse.
Selvom kriminaliteten selvfølgelig er mest alvorlig, mener jeg derudover, at “Den sorte svane” er med til at sætte fokus på en anden tendens, som for mig at se også er alarmerende. Og det er den generelle forråelse af vores erhvervsliv.
Selvom samfundsansvar aldrig har fyldt mere i den offentlige debat, og selvom mange virksomheder skal rapportere på deres indsatser inden for alt fra antikorruption til ligestilling og klimahandling, så er min oplevelse, at i hvert fald dele af erhvervslivet bliver mere og mere råt.
Her handler det hele om umættelig vækst og stadig stigende profit. Helst den hurtige af slagsen. Og ofte uden skelen til de konsekvenser, som det måtte have for samarbejdspartnere, leverandører eller lokalsamfund. Ikke at det er ulovligt, men ofte er det i hvert fald usmageligt. Små virksomheder oplever bl.a. at være på konkursens rand som følge af manglende likviditet, fordi de store virksomheder forlanger urimelig lange betalingsfrister.
Ligegyldighed så jeg i mit tidligere job i WWF, Verdensnaturfonden, hvor respektable pensionskasser investerede i alt fra klyngebomber til naturødelæggende virksomheder for at øge afkastet. Uden tanke på langsigtede konsekvenser. Til deres forsvar må man dog sige, at alle har fået det på agendaen i dag. Men hvor ambitiøse er de?
Aggressiv adfærd over for værksteder og lakerere
Tendensen ser jeg også i mit nuværende job i Autobranchen Danmark, hvor forsikringsselskaberne, der ellers tjener milliarder og atter milliarder på at forsikre danskernes biler, har en så aggressiv adfærd over for autoværksteder og autolakerere, at flere simpelthen mister penge på at reparere bilernes skader. Mens forsikringsselskaberne tjener så mange penge, at de både kunne sænke bilejernes betaling for forsikringen og hæve betalingen til dem, der laver arbejdet med at holde danskerne kørende – og stadig tjene masser af penge.
Guderne skal vide, at jeg aldrig har været imod kapitalisme, ligesom jeg aldrig har været imod, at folk tjener penge eller ligefrem rigtig mange penge, men det, der provokerer og bekymrer mig over de seneste års udvikling, er brutaliteten og skødesløsheden.
Ligesom vi så det i “Den sorte svane”, eller som vi ser det, når virksomheder som Ecco insisterende handler med Putins Rusland, så handler det om at hytte sit eget – koste, hvad det koste vil for andre. Her er ingen generationskontrakt, intet blik for det bredere ansvar. Det er råt og utæmmet. Og på sigt næppe heller sådan, man skaber en økonomisk bæredygtig forretning.
Faktisk er det for mig at se direkte uansvarligt. Stik mod de mange løfter om samfundsansvar, som man hører fra snart sagt hvilken som helst bestyrelse i disse år. Det kan ikke blive ved med at gå.
Kontakt
