Elbiler

Seeberg: Ladestandere bør være tema i regeringsforhandlinger

Det er afgørende for den grønne omstilling af transportsektoren, at en kommende regering sikrer hastig udbygning af ladeinfrastrukturen og en opgradering af elnettet, fastslår AutoBranchen Danmark. 

Kongelig undersøger Mette Frederiksen leder i disse uger et længere forhandlingsforløb om dannelse af en regering, og her bør et af temaerne være at skabe bedre vilkår for den grønne omstilling af transportsektoren. 

Det fastslår Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.  

“Klimalovens mål dikterer nogle reduktionskrav for transportsektoren, som det bliver svært at leve op til, hvis ikke man fra politisk side sikrer, at rammerne er på plads. Vores forhandlere sælger rigtig mange elbiler, og de grønne biler vinder hastigt frem, men det er fortsat en barriere, at mange borgere lider af rækkeviddeangst, og at manglen på ladestandere afholder folk fra at skifte benzin- eller dieselbilen ud med en elbil. Det må og skal politikerne adressere uanset hvilken regeringskonstellation, vi ender med,” siger Gitte Seeberg.  

Både Socialdemokratiet og Venstre har lagt op til, at der skal sættes flere ladestandere op – og det er da også nødvendigt, hvis Danmark skal være et grønt foregangsland. 

“Selvom der bliver sat mange nye ladestandere op, og selvom der endelig også kommer mange flere hurtig- og lynladere, må vi bare konstatere, at det slet ikke går hurtigt nok. Samtidig er der stadig store dele af landet, der ikke har ladestandere nok, ligesom det i byerne er et problem, at mange, der bor i lejlighed og ikke har en privat ladestander, har brug for opladning om natten. Så der skal sættes ind politisk på mange fronter. Herunder også med udbygning af elnettet, så man ikke skal vente så længe på at få sluttet sin ladestander til, når den er blevet sat op,” siger Gitte Seeberg.  

Danmark er i dag nemlig meget langt fra at leve op til EU’s anbefalinger, når det kommer til antallet af elbiler pr. ladestander, ligesom vi – når det kommer til hurtig- og lynladere – også er meget langt fra de mål, som den europæiske interesseorganisation Transport & Environment har sat.  

Det seneste notat fra Transportministeriet om udviklingen af ladeinfrastrukturen herhjemme viser, at der er cirka 13 elbiler pr. ladepunkt. EU anbefaler, at antallet af grønne biler – dvs. inklusiv pluginhybrider – ikke overstiger 10 pr. ladepunkt.  

En ny rapport fra DTU, COWI, Dansk E-mobilitet og Hybrid Greentech viser, at behovet for ladestandere frem mod 2030 vil blive ti gange større end i dag, og at der er et behov for samlet set 67.000 ladepunkter i 2030.  

Forleden beskrev Børsen en analyse fra Kraka Advisory, der fastslog, at det kræver 1000 milliarder i investering og yderligere 80 milliarder investeret i elnettet, hvis Danmark skal leve op til klimalovens mål om en CO2-reduktion på 70 procent. Det betyder, at investeringer skal hæves med 39 procent, fastslog analysen og pegede på, at elbiler og ladeinfrastruktur bliver nogle af de største vækstområder.  

AutoBranchen Danmark har både før og efter valget været i dialog med de politiske partier om behovet for flere ladestandere. 

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent