Bilforhandlere

Selvkørende biler rykker tættere på

Både i Danmark og landene omkring os er der konkrete planer om så småt at få selvkørende biler integreret i gadebilledet allerede fra næste år. Udviklingen kan på sigt få store konsekvenser for autobranchen.

Herhjemme kører der allerede tusindvis af Tesla’er rundt med evnen til at lade sin chauffør hvile hænderne i skødet, mens bilen i praksis håndterer kørslen selv. Endnu er der kun tale om et assistent-system, som kræver chaufførens fulde opmærksomhed, men det siger noget om udviklingens retning. 

Tidligere på måneden kunne den danske delebilsvirksomhed GreenMobility så annoncere, at man i samarbejde med kinesiske WeRide vil sørge for at egentlige førerløse biler kommer på gaden i Danmark allerede i første halvår af 2027. Nuvel, det kræver nogle godkendelser fra myndighederne og vil formentlig fungere som et test- eller pilotprojekt, men igen siger det noget om, at teknologien modnes. 

Førerløs teknologi har længe været på gaden i andre dele af verden – f.eks. i biler fra Baidu i Kina og Waymo i USA. Og dem vil vi formentlig også se i Europa snart – i hvert fald har Waymo for nylig meldt ud, at virksomheden vil sætte sine selvkørende biler på gaden i München næste år. Altså, lige i hjertet af tysk bilindustri. 

Kan forandre branchen 

Udviklingen har for nylig fået brancheekspert og konsulent René Tønder til at udtale sig således om selvkørende biler til Motor-magasinet

”Overgangen vil være enorm – langt større end overgangen til elbiler, for det var bare et skifte af teknologi.” 

Bag udtalelsen ligger først og fremmest overvejelser om, hvordan selvkørende teknologi på sigt kan forandre ejerforholdene på bilområdet. For hvis overgangen til selvkørende biler betyder, at forbrugerne i langt højere grad kommer til at betale for brugen af bilen, mens ejerskabet ligger hos en virksomhed, så vil det også medføre store forandringer for branchen, mener René Tønder. 

”Hvis man ikke længere sælger biler til private, hvad skal man så med en salgsafdeling?” spørger René Tønder, som mener, at en mulig vej frem for forhandlerne i den situation vil være at slå sig sammen i større enheder og fungere som flådeoperatører. 

Adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg, er enig i, at det teknologiske skifte kan komme til at medføre store forandringer for autobranchen: 

”Det er ikke svært at forestille sig, at selvkørende mobilitet på sigt vil skubbe bilejerskab i retning af virksomhedsdrevne flåder, som kan udnytte hver bil i langt højere grad end en enkelt privatbilist. Der vil selvfølgelig stadig være behov for service og reparationer, men det vil give en helt anden dynamik på eftermarkedet, fordi man går fra mange små privatkunder til færre og langt større virksomhedskunder.”  

”Endnu er der formentlig et stykke vej, til vi har en lovgivning, der tillader førerløse biler ud over afgrænsede pilotprojekter. Men det er en spændende udvikling og en udvikling, vi kommer til at følge tæt,” siger Gitte Seeberg videre. 

Kina arbejder man i øjeblikket på en lovændring, som skal gøre det klart, at ansvaret for de forseelser, bilen måtte forvolde under kørslen, påhviler bilproducenten, når automatikken kører, og chaufføren, når bilen køres manuelt. Forventningen er, at en sådan lovgivning vil bane vejen for endnu flere selvkørende bilmodeller. 

Kontakt

Christian Richter

Kommunikations- og politisk rådgiver