Folketingsvalg 2022 (bruges ikke)

Skrappe klimakrav er fornuftige – men nej til dansk enegang

Autobranchen Danmark støtter den danske klimaministers forsøg på at presse bilfabrikkerne til at producere endnu grønnere biler.
Men det skal være et fælles EU-krav. Danmark skal ikke gå enegang og stille hårdere krav til bilerne på de danske veje, end der stilles til biler i de andre EU-lande.

Det siger AutoBranchen Danmarks administrerende direktør, Gitte Seeberg, som en kommentar til meldingen om, at energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt, vil have sænket udledningen af drivhusgasser som især CO2 fra personbiler, lastbiler og varebiler med mindst 40 procent.

”EU lægger op til at transportsektoren skal reducere drivhusgasserne med 30 procent, og set fra vores stol må man gerne hæve overlæggeren til 40 procent som den danske regering lægger op til. Det vigtigste for os er blot, at Danmark ikke begynder at stille skrappere krav til bilerne end resten af EU”, siger Gitte Seeberg.

Danmark har historisk set gået længere med EU’s klima- og miljømål end de øvrige lande. Det har ofte været en torn i øjet på erhvervslivet og for tre år siden nedsatte regeringen derfor et såkaldt Implementeringsråd, der netop skulle tilpasse den danske overimplementering til niveauet i resten af EU.

”Det er vigtigt at holde fast i den målsætning om at vi ikke skal overimplementere. Så skal vi selvfølgelig øve al den indflydelse vi overhovedet kan i EU og gerne få dem med på en ambitiøs grøn dagsorden. Men dansk enegang vil være skadeligt for både autoforhandlerne og forbrugerne og i sidste ende også et tilbageskridt i forhold til regeringens målsætninger”, siger Gitte Seeberg.