Fordelsaftaler

Sparede mange penge ved skift af erhvervsforsikring 

Autolakerer skiftede forsikringsselskab og sparede mange penge. Skiftet giver “en god mavefornemmelse”.  

Da Thomas Frost og hans makker Stefan Ganderup (fotoet) blev selvstændige og etablerede Midtsjællands Autolakering i 2022, vidste de godt, at de skulle forsikre sig. De kontaktede et af landets største forsikringsselskaber for at få virksomheden og dens bygninger forsikret der.  

Så tænkte de egentlig, at alt var fint og koncentrerede sig om at bygge virksomheden op. 

Det blev også til medlemskab af AutoBranchen Danmark og besøg af eftermarkedskonsulent Lars Baun Vilhelmsen, som introducerede de to driftige autolakerere til de fordelsaftaler, der er etableret for, at AutoBranchen Danmarks medlemmer kan tjene flere penge, opnå besparelser eller få forbedrede vilkår. 

Her faldt Thomas Frost og Stefan Ganderup over aftalen med Gjensidige om tilbud til AutoBranchen Danmarks medlemmer om erhvervsforsikringer. 

“Gjensidige kom hurtigt ud til os. De hjalp med det samme og kunne fortælle, hvad vi skulle gøre for at klare forsikringerne. Alt var klaret i løbet af en uge. Nemt og smertefrit og endda med en heftig besparelse. På et år sparer vi mange tusinde kroner. Ovenikøbet med bedre dækninger og samme forsikringssummer. Vi har en ret god fornemmelse af samarbejdet,” siger Thomas Frost.  

Autolakereren sender også roser i retning af AutoBranchen Danmarks eftermarkedskonsulent Lars Baun Vilhelmsen, der rykkede hurtigt på virksomhedens behov for forsikring. 

“Han handlede hurtigt og har gjort, at vi har mødt en meget professionel organisation. Samtidig tråde Gjensidige hurtigt til, og vores skift fra det ene selskab til det andet gik nemt og hurtigt,” siger han videre. 

Nu kan Midtsjællands Autolakering koncentrere arbejdet om at lakere biler, motorcykler og andet. På hjemmesiden skriver de to ejere, at de kan klare biler, motorcykler, møbler og industrilakering. Biler og motorcykler udgør lidt mere end halvdelen af dagligdagen. 

“Vi kan godt lide at lave lidt forskelligt og derfor imødekommer vi lidt af hvert, når vi bliver spurgt. Vi er lige kommet ud af vores hidtil bedste måned siden vi begyndte. Så det går absolut den rigtige vej for os to nye,” siger Thomas Frost. 

Kontakt

Henrik Bitzer

Partnerskabschef