Spot på kvinder: Kun 75 kvindelige autolakerere på 25 år

 En opgørelse fra College 360, som AutoBranchen Danmark har fået indsigt i, viser at der siden 1994 kun er uddannet 75 kvindelige autolakerere på stedet, mens tallet for mandlige er 1.970. Det tegner et billede af en autobranche, som har svært ved at tiltrække begge køn – selv om en fremskrivning fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at der i 2025 vil mangle 60.000 faglærte. En mangel, som også vil ramme autobranchen.

“Det her handler mere om håndværk end bilviden”

Amanda Petersen er en sjældenhed. Hun kan noget med farver, og hun kan noget med overfladerne på biler. Og så er hun en af de få kvinder, som har kastet sig over uddannelsen som autolakerer på College360 i Silkeborg. Det er ingen sjældenhed, at autolakerere bliver uddannet her, fordi det er Danmarks eneste uddannelsessted for autolak. Men at være kvinde på den lakerede skolebænk gør den 21-årige østjyde til et særsyn. Faktisk viser en ny opgørelse fra College360, at der siden 1994 kun er uddannet 75 kvindelige autolakerere på stedet, mens tallet for mandlige er 1.970.