Eftermarked

To unge lakerere vil forandre branchen ved at tænke grønt  

Mere miljø- og klimavenlige arbejdsprocesser handler om meget mere end at gøre noget for planeten. Det handler om at tiltrække arbejdskraft og fremtidssikre branchen, lyder det.

Da lakleverandøren Glasurit efterspurgte et autolakereri til at introducere deres nye 100 Line på det danske marked, var de ikke et sekund i tvivl hos Kalundborg Autolakering.  

“Vi ville gerne være prøveklude. For vi elsker at prøve ny ting,” siger Morten Sonne Faigh, der sammen med Emil Olsen er indehavere af Kalundborg Autolakering, der ligger i Ugerløse i oplandet til Kalundborg.   

Og for de to unge lakerere, der har arbejdet sammen, siden de blev udlært i Køge, er der da også én ting, der er lige så konstant, som strømmen af biler, der kører ind og ud af hallen: Og det er ønsket om hele tiden at udvikle sig. Det handler om innovation, om at prøve nyt og om at forsøge at forandre branchen til det bedre.   

Det er dna’et for Emil Olsen og Morten Sonne Faigh, der startede deres egen forretning i 2017, og i dag beskæftiger 9 medarbejdere foruden dem selv. Det er gået så godt, at de sidste år blev belønnet med en gazellepris fra Dagbladet Børsen for deres imponerende vækst.   

Du bliver overhalet, hvis du ikke tænker nyt

Netop overrækkelsen af gazelleprisen blev startskuddet til et nyt fokusområde for de to iværksættere, for til prisoverrækkelsen var budskabet, at de skulle satse grønt – altså mere klimavenligt og med større omtanke for miljøet – hvis de skulle fortsætte de høje vækstrater.  

“Hvis ikke du tænker nyt og fornyer forretningen, bliver du overhalet. Så simpelt er det”, siger Morten Sonne Faigh.   

Som sagt så gjort. De to autolakerere har udvidet med en ekstra kabine, men har takket være kortere tørretider på den nye lak – og med mere intelligent brug af kabinerne ved brug af eftervarmen og justering af temperatur – halveret deres gasforbrug. Samtidig har de skiftet til LED-pærer og har fokus på at slukke lyset i hallen, når den er tom – eksempelvis når der spises frokost, og de arbejder dertil på at få mere klimavenlig gas.   

Deres VOC-forbrug er i første halvår, siden de skiftede til Glasurits nye laktyper, faldet med 45 procent, ligesom de på samme tid har sikret en CO2-besparelse på 844 kilo CO2. Det svarer ifølge Glasurit til, hvad en gennemsnitlig europæisk bil udleder på at køre næsten 7500 kilometer.   

Emil Olsen og Morten Sonne Faigh vil bevise, at det at tænke grønt ikke står i modstrid til at være autolakerer – eller til at drive en sund forretning, for den sags skyld.  

Vil ændre synet på autolakerere

“Vi kører hverken i elbiler eller er veganere, men vi vil bevise, at man godt kan arbejde grønnere og samtidig have en god forretning,” siger Emil Olsen.   

Det handler om klima og miljø, ja, men det handler faktisk i højere grad om noget andet: Om at ændre branchen – og ikke mindst ændre, hvordan omverdenen ser på det at være autolakerer.  

“Selv konen siger jo, det er noget svineri at være autolakerer,” konstaterer Emil Olsen.   

“Ja, og når lille Søren siger, han vil være autolakerer, så kan du være sikker på, at forældrene prøver på at tale ham fra det, fordi branchen har det ry, som den har,” supplerer Morten Sonne Faigh med henvisning til branchens til tider blakkede ry og påvirkning på miljøet.   

Selv kommunen var skeptisk, da den nye kabine skulle sættes op, selvom den ville betyde mindre miljøpåvirkning, fortæller de.   

Tre år med hånden på kogepladen

Derfor gør de to kompagnoner også en stor indsats for skabe et andet billede af branchen. De holder hallen ren og pæn og sikrer gode arbejdsforhold. En gang i kvartalet inviteres alle medarbejdere på en fælles middag, og de har netop også ansat en kvindelig lærling. Den tykke dunst af maling og fyller, som de fleste malere kender, er her heller ikke.  

“Vi skal være her mange år endnu. Så tingene skal være i orden,” siger Morten Sonne Faigh, inden Emil Olsen supplerer:  

“Der er ikke mange i vores alder, der er malere. De fleste er ældre, og ikke mange unge starter op selv, fordi det både er dyrt og hårdt. I de første tre år var det da også med hiv og sving for os og med begge hænder på kogepladen. Men vi vil vise, at der også er en fremtid i det for vores generation, og dem der kommer efter,” siger Emil Olsen.   

Og det må man sige, at de indtil videre har bevist.   

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent