Bilforhandlere

Toyota-veteran har store forventninger til fremtiden

Når elbilsmodeller fra Toyota kommer på gaden, vil markedsandelene stige. Men det er ikke bilsalget alene, der skal sikre bundlinjen, lyder det fra Toyota-forhandler.

Der er gået over 40 år, siden Steffen Brandt sang om Fantastiske Toyota på rockbandet TV-2’s debutplade i startfirserne. Og i næsten lige så lang tid har Lars Hansen i overført betydning sunget med på samme omkvæd om det japanske bilmærkes fortræffeligheder.   

Han har nemlig netop fejret 40 års-jubilæum i Toyotas tjeneste. Først 20 år hos Toyota Danmark, og i de sidste 20 år som en del af den jyske Toyota-forhandler Louis Lund A/S.   

Her begyndte Lars Hansen i marts 2005 som værkførerassistent, kort efter blev han ansvarlig for eftermarkedet og siden 2008 har han været medejer i forhandlerkæden, som han driver med grundlægger-ægteparret Louis og Dorte Lund.   

Branchen i forandring

I dag er Lars Hansen udover at sidde i Toyotas forhandlerforening og være medlem af AutoBranchen Danmarks bestyrelse fortsat eftermarkedschef i Louis Lund, der har seks lokationer i Ribe, Vejen, Esbjerg, Varde og Ringkøbing og beskæftiger omkring 160 medarbejdere, og vi har mødt ham til en snak om en branche i forandring:   

“Bølgen af konsolideringer har vi afventet længe. Det er noget, der har været snak om i årevis. Men da det så endelig tog fart, er det gået langt hurtigere, end jeg tror de fleste havde regnet med,” siger Lars Hansen indledningsvis om de mange opkøb og ændringer i forhandlernetværkene, som vi har set i de seneste år.   

Det er også noget, der har påvirket Louis Lund A/S, der selv har købt op:  

“Vi må se, hvad fremtiden bringer, men jeg tror, at man som bilforhandler i dagens Danmark skal være større i fremtiden. For man skal være rigtig stor for at have de stordriftsfordele, der skal til. Og der skal sælges rigtig mange biler, før det løber rundt,” siger han.   

Samtidig skal der ifølge Lars Hansen være styr på strategien. Og det er der hos Louis Lund:   

“Vi skal koncentrere os om det, vi er gode til, og det er Toyota. Vi er Toyota helt ind i hjertet,” siger han.   

“Da vi overtog Varde Biler besluttede vi at sige farvel til Ford og Hyundai, men valgte at beholde forhandling og service af Suzuki. Vores fokus er i højeste grad på Toyota,” siger Lars Hansen. Og det gælder især i den fremtid, der er lige om hjørnet, når mærket for alvor tager fat på elektrificeringen.  

Elbiler i udsigt

I de senere år har manglen på elbilsmodeller fra Toyota nemlig betydet, at man – som så mange andre – har måtte givet sig i kast med salg af nyere brugte biler fra fremmedmærker. For simpelthen at have nogle biler at sælge, som kunderne vil købe, hvis de vil have el.    

Derfor ser Lars Hansen også frem til, at Toyotas elbilsprogram nu snart bliver rullet ud.    

“Når de nye elbilsmodeller fra Toyota kommer, så får vi kanontravlt,” siger Lars Hansen og nævner elbilsatsningen bZ4X, der kommer på gaden i november og bZ4X stationcar, Urban Cruiser, samt C-HR+, der kommer næste forår.    

“Vi har i Toyota et meget stærkt fundament, og jeg er sikker på, at vi vil øge markedsandelene igen, når de nye elbiler kommer,” siger han videre og henviser bl.a. til Toyotas 10 års-serviceaktiverede garanti Relax, som et parameter, der kan blive afgørende.   

En anden ting, der – uanset om man så er Toyota-forhandler eller ej – bliver afgørende for indtjeningen, er ifølge Lars Hansen skadesområdet.   

I de senere år er marginerne på salg af nye biler mange steder blevet markant mindre, og selvom Toyota ifølge Lars Hansen uden tvivl er landets bedste importør, anerkender han også, at det ikke alene er nyvognssalget, hvor bundlinjen sikres.     

“Vi har et rigtigt stort fokus på at lave skader. For det er her, vi for alvor skal tjene pengene,” siger han, men peger også på serviceaftaler, finansiering og forsikringssalg som vigtige indtjeningsområder.   

Målet om at være byens bedste arbejdsplads

Men netop på grund af skadesarbejdet er det vigtigt at kunne tiltrække og fastholde karrosseriteknikere og anden arbejdskraft. Og mens Toyotas overordnede strategi er centreret omkring konceptet BRiT, Best Retailer In Town – altså at være byens bedste forhandler, så er det noget, som man hos Louis Lund vil sikre ved i første omgang at være byens bedste arbejdsplads.    

“Før vi kan blive byen bedste forhandler, skal vi være den bedste arbejdsplads i byen. Så det er noget, vi fokuserer meget på. Det handler om ordentlig løn, respekt og gode arbejdsforhold,” siger Lars Hansen.    

Simpelthen for at fastholde personalet – og sikre, at kunderne kender og har tillid til de mennesker, der sælger, servicerer eller reparerer deres bil. Kun sådan bliver man byens bedste forhandler, lyder rationalet hos Louis Lund.    

“Den generelle tendens er, at kundernes loyalitet bliver mindre, men det skal vi modarbejde. Det er alfa og omega at skabe tættere relation til kunderne, og det er vigtigt, de kommer her ned i butikken, så de lærer os bedre at kende,” siger Lars Hansen.   

Derfor er man i samtlige af Louis Lunds afdelinger eksempelvis gået længere end den gratis kaffe eller kakao, der er normalen i de fleste bilhuse. Om sommeren får man hos Louis Lund også gratis is.    

“Det er en lille ting. Men det handler i det større billede om, at vi skal gøre alt for kunderne, og vi skal give mindeværdige oplevelser,” siger Lars Hansen. For det handler ikke bare om den søde tand, men også den service, som kunderne får:   

“Opstår der problemer, så løser vi det bare. Som udgangspunkt har kunden altid ret,” siger han.   

Og med kunderne er det derfor, som det er med medarbejderne.   

“Jeg har altid sagt, at jeg ikke bliver sur, når en medarbejder stopper, og har fundet et andet sted, men jeg siger også, at jeg til gengæld bliver superglad og stolt, når de kommer tilbage igen.”   

Så byens bedste arbejdsplads kan blive til byens bedste forhandler. Det er i hvert fald ambitionen.     

Kontakt

Rune Langhoff Sørensen

Eftermarkeds- og klimakonsulent