Den gode nyhed først:
En række skadesværksteder og autolakerere oplever at få hævet de timepriser, de får for skadesarbejde af forsikringsselskaberne.
Det viser en spørgeundersøgelse, som AutoBranchen Danmark har gennemført blandt sine medlemmer.
Her svarer 19 procent af respondenterne, at de har fået hævet deres timepriser ved alle eller de fleste forsikringsselskaber. 27 procent svarer, at de har fået hævet deres timepris ved nogle selskaber, mens 22 procent svarer, at de har fået hævet deres timepris hos nogle få selskaber.
Samlet set betyder det, at 68 procent af respondenterne svarer, at de har fået hævet deres timepriser.
Omvendt svarer 26 procent af respondenterne, at deres timepris er konstant, mens knap 2 procent svarer, at deres timepris er blevet sat ned.
Det glæder Nicky Bobak, der er eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark:
“Der har været og er fortsat virkelig et behov for at få hævet timepriserne på mange værksteder og autolakererier, så det er dejligt at se, at mange lykkes med det, selvom det selvfølgelig godt kunne være endnu bedre,” siger han.
Mange oplever faldende samlet afregning
Og det bringer os så til den dårlige nyhed.
For når man omvendt spørger til den samlede afregning, som skadesværksteder og lakerere modtager for deres arbejde, er billedet nemlig et noget andet.
Kun knap 13 procent af respondenterne svarer således, at der samlede afregning er steget over de sidste par år, når man tager højde for timepris, avance på reservedele, lakmateriale, bundlinjerabat osv.
Ingen svarer, at deres afregning er blevet meget højere.
Omvendt svarer 34 procent, at deres samlede afregning er blevet lavere, mens knap 13 procent svarer, at den er blevet meget lavere.
32 procent svarer, at den samlede afregning er cirka den samme som for et par år siden.
Det kan blandt andet skyldes, at mange forsikringsselskaber kun vil give højere timepriser, hvis selskabet til gengæld får bundlinjerabat eller endnu højere bundlinjerabat, end der gives i forvejen.
22 procent af respondenterne i undersøgelsen svarer således, at de “meget ofte” oplever, at forsikringsselskaber kræver højere bundlinjerabat til gengæld for højere timepris. 24 procent af respondenterne svarer, at de oplever det “ofte”, mens 27 procent svarer, at de oplever det “af og til”. 10,5 procent oplever det ikke.
Forhandlingsguide giver gode tips
“Der er ingen tvivl om, at forsikringsselskaberne har ændret strategi, så de gerne vil give højere timepriser, men at de så også vil have noget til gengæld. Vores oplevelse har indtil videre været, at det sjældent er til værkstederne og lakerernes fordel, og det bekræfter disse tal jo desværre,” siger Nicky Bobak.
AutoBranchen Danmark anbefaler, at man altid regner forsikringsselskabernes forslag igennem, inden man siger ja til timeprisforhøjelse i bytte for bundlinjerabat. AutoBranchen Danmarks eftermarkedsafdeling står af samme grund til rådighed, hvis man har brug for sparring i forbindelse med forhandlinger med forsikringsselskaber.
AutoBranchen Danmark har derudover udgivet en guide til den gode forhandling med forsikringsselskaberne, som kan findes her: https://autobranchendanmark.dk/guide-til-den-gode-forhandling/
I de kommende uger vil vi her på siden løbende offentliggøre resultaterne fra den seneste rundspørge om skadesbranchens samarbejde med forsikringsselskaberne.
Kontakt
