Med en kuglepen, der næsten var rødglødende, underskrev Trump dusinvis af dekreter allerede på sin første arbejdsdag som genvalgt præsident.
Hvis der før indsættelsen herskede usikkerhed om, hvad amerikanernes nye præsident havde tænkt sig at gøre på bilområdet, så blev tingene måske en anelse klarere i løbet af dagen.
Her blev det nemlig bekræftet, at Trump er i færd med at lave en håndbremsevending i forhold til den politik, Biden har ført på grøn omstilling, elbiler osv.
Med et pennestrøg trak han USA ud af Paris-aftalen, som har til formål at begrænse den globale opvarmning gennem tiltag fra medlemslandene.
”Det er jo paradoksalt, at mens brandmændene kæmper mod voldsomme brande i Californien, hvor klimaet bliver tørrere og tørrere, så trækker Trump sig fra alle de initiativer, der skulle tøjle amerikanernes CO2-udledning,” siger adm. direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.
Vil fjerne skattefordel for elbiler
Bidens mål var, at halvdelen af alle nye biler i 2030 skulle være elektriske. Også det mål ser ud til at rykke længere væk.
Trump underskrev nemlig også et dekret, der har til formål at få administrationen til at fjerne tilskud og andre fordele til elektriske biler. Så selvom han ikke øjeblikkeligt kunne fjerne det skattefradrag på 7.500 dollars ved køb af visse nye elbiler og 4.000 dollars på brugte, som Biden indførte, så har han lagt grundlaget for at fjerne den.
Samtidig fremmer han fossilbiler ved at lette de udledningskrav, der var lagt op til under Biden-administrationen. Og han vil sørge for, at det bliver langt billigere at tanke sin benzin- eller dieselbil for på den måde at sænke inflationen. Det vil han gøre ved at bore efter olie eller ”drill, baby, drill”, som han selv udtrykker det.
Endnu ikke generel told
Toldforhøjelser har Trump flere gange bragt i spil i sammenhæng med biler gennem de seneste måneder. Der har været talt om en generel toldforhøjelse på mindst 10 procent, men efter indsættelsen udtalte han, at han endnu ikke var klar til den forhøjelse.
Til gengæld blev han mere konkret på en 25 procents toldforhøjelse på varer fra de to nabolande Mexico og Canada, som præsidenten forventer vil træde i kraft pr. 1. februar.
De to lande er storleverandører af biler og reservedele til USA. Adskillige europæiske, japanske, koreanske og sågar amerikanske bilmærker har produktion i Mexico. Det gælder bl.a. VW, BMW, Toyota, Ford og GM. I Canada producerer flere af de amerikanske mærker udvalgte modeller samt en hel del reservedele.
Bekymrende for VW
VW har allerede været ude og sige, at de er bekymrede for den effekt, toldstigningerne vil få på amerikanske forbrugere samt på den internationale bilindustri. Og at tolden vil være inflationsskabende.
Analytikere vurderer, at 65 procent af de biler, VW sælger i USA, ikke længere vil være konkurrencedygtige, hvis den mexicanske told bliver en realitet.
”Det er positivt, at Trump alligevel besinder sig, før han smider en generel told på varer fra EU og andre dele af verden, for alle bliver fattigere i en toldkrig. Men der er ingen tvivl om, at en mexicansk told vil ramme VW på et tidspunkt, hvor de i forvejen har store problemer pga. udviklingen i Kina. Det er bekymrende, og det kan også blive noget, vi vil kunne mærke herhjemme,” siger Gitte Seeberg. BMW har allerede så stor en produktion i USA, at de eksporterer biler derfra. Også Stellantis mener, at de er godt positioneret til at indrette sig under de nye forhold, selvom de også har produktion i Mexico og Canada.
Kontakt
