Nyhed (bruges ikke)

Ulogisk politik på erhvervsskoleområdet

I sit finanslovsudspil lægger regeringen op til at fortsætte med omprioriteringsbidraget, som siden 2016 har fjernet cirka 200 millioner kroner årligt fra erhvervsuddannelserne.

Det gør man samtidig med, at man overalt i samfundet har erkendt, at erhvervsuddannelserne lider og Danmark ser ud til at mangle håndværkere i fremtiden.

”Regeringens politik på erhvervsskoleområdet er dybt ulogisk. Vi kommer til at mangle over 50.000 håndværkere i 2025 og alligevel fjerner regeringen penge fra området,” siger AutoBranchen Danmarks administrerende direktør Gitte Seeberg.

Også i autobranchen er det blevet sværere at finde arbejdskraft. Når værksteder og autolakerere søger efter lærlinge og svende, er der langt mellem de gode ansøgninger, og stillingerne er svære at besætte.

Senest forlyder det, at vi på landsplan mangler 60 lærlinge og elever inden for lak og karrosseri allerede nu.

”Optaget på erhvervsskolerne er siden reformen i 2015 faldet med næsten 20 procent, og derfor får regeringen meget svært ved at nå sine målsætninger om at 25 procent af en ungdomsårgang skal starte på en erhvervsuddannelse i 2020 og ovenikøbet øge den andel til 30 procent i 2030.”

Til gengæld har regeringen meldt ud, at man ønsker at udbrede den geografiske dækning af erhvervsuddannelserne og give de unge mulighed for at begynde en erhvervsuddannelse eller en erhvervsgymnasial uddannelse i samme miljø som deres kammerater på de almengymnasiale uddannelser.

Eleverne på erhvervsuddannelser har ofte beklaget sig over, at de savner det studiemiljø, som præger de gymnasiale uddannelser. Det ønsker regeringen tilsyneladende at hjælpe med at skabe.

Desuden vil man gøre mere ud af at motivere de unge gennem 9. og 10. klasserne, hvor de skal gøre mere uddannelsesparate. Derudover kommer der fokus på, hvordan man kan ændre kønssammensætningen, så flere piger fx vælger de håndværksmæssige fag – herunder også autoområdet.