Her, i hjertet af dansk tøjproduktions hovedstad, vil en stribe af tidens skarpeste eksperter klæde årsdagens pt. 250 deltagere på til at drive fremtidens bilforretning og til at gennemskue det virvar af regler, dokumentationskrav og juridiske spidsfindigheder, som til stadighed rammer branchen.
Alt fra de nyeste tendenser inden for finansiering, eftermarked, kunstig intelligens og ESG-bæredygtighedsrapportering til afgifternes krinkelkroge kommer under behandling fra Remisens scene såvel som på de forskellige fagsnakke. Og som traditionen efterhånden byder det, vil det alt sammen blive vævet sammen til et smukt klæde af ny viden af TV2-vært Dennis Ritter, som igen i år er med os i Brande.
Storskala-eksperimenter, sci-fi og SVM-nyt
Fra Remisens store scene vil DTU-forsker Ninette Pilegaard gøre os klogere på, hvad fremtiden kan byde på, når det gælder roadpricing. Lige nu er hun involveret i et forsøg på stor skala, hvor flere end 2000 bilister er i gang med at teste forskellige modeller for vej-betaling med formålet at mindske kø-kørslen i hele landet.
Og så arbejder vi lige nu på at få en repræsentant fra SVM-regeringen til at give os indblik i planerne for autobranchen i den politiske sæson, der startede med et brag af en rokade, der blandt andet har givet os en ny skatteminister. Dermed måtte vi sige farvel til et af dagens første programpunkter – Jeppe Bruus – men vi melder ud så snart vi har en ny taler.
Pause spækket med netværk, god mad og fordelspartnere
Heller ikke mellem de mange faglige indlæg kommer årsmøde-deltagerne til at savne input. Der bliver rig lejlighed til at netværke med kollegerne, få en snak med vores mange fordelspartnere, der har stande i forhallen – og selvfølgelig bliver der også mulighed for at mæske sig i Remisens fremragende køkken. Ligesom tidligere år bliver der både kræset for ganerne ved ankomst og til frokost, ligesom den berømte auto-kage også i år kommer ud at køre på deltagernes tallerkner.
Dyk ned i favoritemnerne
Årsdagsprogrammet byder på seks forskellige fagsnakke, hvor der bliver mulighed for dialog og for at dykke ned i et emne. Før frokost fortæller Motorstyrelsens direktør Jørgen Rasmussen om styrelsens indsatsområder i den kommende tid, Nicky Bobak og Camilla Bergholdt fra Matchbiler folder AutoBranchen Danmarks nyt ESG-rapport-løsning ud for deltagerne og juridisk chef Abid Khan giver indblik i en række aktuelle problemstillinger, som har betydning for, hvordan man i fremtiden kan drive en bilforretning.
Efter frokosten er Santanders Commercial Director Bo Jakobsen på banen for at fortælle om udviklingen på leasing- og finansieringsmarkedet. Samtidig får vi besøg af hele to eksperter, der vil føre deltagerne ind i, hvordan AI og ChatGPT kan gøre fremtidens markedsføring skarp og lettere håndterbar. Sidst, men absolut ikke mindst, vil Nicky Bobak tage deltagerne med på rundtur i den nye forhandligsguide for at vise, hvor fremtidens indtjening ligger.
Se hele programmet her hvor du også kan tilmelde dig.