Bilforhandlere

ABAF: Ny type medlemskab giver adgang til advokatrådgivning uden overenskomst

Medlemmer af AutoBranchen Danmark som står udenfor overenskomst, kan nu blive medlem af ABAF. Medlemskabet giver bl.a adgang til advokatbistand og rådgivning om ansættelsesvilkår og arbejdsmiljø.

Ikke alle virksomheder kan passe i den samme form. Derfor har AutoBranchens Arbejdsgiverforening, ABAF, nu besluttet at tilbyde en ny form for medlemskab til de virksomheder, der indtil nu ikke har kunnet se sig selv i medlemskabsmodellen: Medlemskabet hedder ABAF medlemskab uden overenskomst, og giver adgang til de samme ydelser, som hidtil har været forbeholdt medlemmer med en overenskomst. Det nye medlemskab er målrettet virksomheder, der ikke er omfattet af en overenskomst, og som ikke ønsker at blive det.

”Vi åbner nu for, at medlemmer af AutoBranchen Danmark, som står udenfor overenskomst, også kan blive medlem af ABAF og fortsat stå udenfor overenskomst. Som medlem af ABAF kan virksomheder få en direkte linje til rådgivning hos en jurist eller advokat om både de ”små”, daglige ansættelsesretlige spørgsmål og hjælp til større sager.” Sådan fortæller Louise Flyger, der er advokat og sekretariatschef i AutoBranchens Arbejdsgiverforening, ABAF.

Om adgangen til advokatbistand forklarer Louise Flyger:

En retssag kan hurtigt koste din virksomhed 50.000 kroner i salær til egen advokat. Med et ABAF medlemskab uden overenskomst betaler du via dit kontingent for bistand fra ABAF’s specialiserede ansættelsesretlige advokater, og dermed undgår du uventede ekstraomkostninger”, siger Louise Flyger.

Med det nye medlemskab hjælper ABAF med at forebygge problemer, men træder også til, hvis der opstår konflikt i forhold til en medarbejder. ABAF kan blandt andet deltage i forhandlinger for at håndtere uenigheder om fx opsigelser og afskedigelser.

Louise Flyger forklarer: ”Vi træder ind, hvis en uenighed går i hårdknude. Kan vi ikke opnå enighed ved mægling, så kan vi føre sagen videre ved domstolene fra Byret til Højesteret og EU-domstolen – alt sammen uden ekstra betaling med et ABAF medlemskab uden overenskomst”, siger hun.

I det hele taget fortæller Louise Flyger, at et ABAF-medlemskab kan hjælpe både ledere, bogholdere m.fl. i medlemsvirksomhederne med mange af dagligdagens udfordringer, når det gælder medarbejdervilkår, arbejdsmiljø og ansættelsesretlige spørgsmål generelt. Hos ABAF har man for eksempel udviklet en lang række skabeloner, som medlemmer kan bruge, når de skal skrive nye ansættelseskontrakter, lave tillæg til ansættelseskontrakter eller en politik vedrørende vanvidskørsel, hvis virksomheden vil udvikle en ny medarbejderpolitik – fx om alkohol, ligebehandling eller andet – eller hvis der er brug for et dokument i forbindelse med en opsigelse:

”Lidt populært sagt, vil jeg sige, at vores skabeloner kan spare rigtig meget tid ude i virksomhederne. Der er ingen grund til at bruge en masse tid på at opfinde den dybe tallerken og skrive noget helt forfra, for vi har i langt de fleste tilfælde allerede udarbejdet noget, der kan bruges som et udgangspunkt”, slutter hun.

Et ABAF medlemskab uden overenskomst giver også adgang til information via nyhedsbreve, rådgivning om arbejdsmiljø samt diverse kurser og webinarer.

Kontingent

Kontingentet afhænger af din virksomheds lønsum og antal ansatte. Med ABAF medlemskab uden overenskomst betaler du i kontingent 0,225 % af den kontingentpligtige lønsum, dog minimum 6290 kr. om året ekskl. moms  (2025 niveau).  ABAF indhenter data på virksomheden og tilpasser kontingentet i forhold til vækst eller nedgang i antal ansatte og lønsum én gang årligt primo januar.

Tag fat på din konsulent

Hvis du vil vide mere om din virksomheds muligheder for et ABAF medlemskab uden overenskomst kan du tage fat i din lokale AutoBranchen Danmark konsulent. Du kan også tage direkte kontakt til ABAF.

Kontakt

Louise Flyger

Sekretariatschef, advokat

Flemming Ransborg

Medlemskonsulent, Nordjylland og Bornholm

Klaus Schultz

Medlemskonsulent, Sydjylland og Fyn

Kim Quistgaard

Medlemskonsulent, Sjælland

Lars Baun Vilhelmsen

Eftermarkedskonsulent

Nicky Bobak

Eftermarkedschef- og Brugtvognsekspert