Elbiler

Advarsel: En dygtig biltyv benytter sig af falsk kørekort

En biltyv huserer med falsk kørekort – senest i Thisted, men tidligere flere steder på Sjælland.
Højland Biler i Thisted har fået stjålet en Mercedes. Biltyven benyttede et velgennemført falsk kørekort og er velkendt af politiet, som advarer andre mod samme trick.
En mand fra Sjælland ringede tidligt i sidste uge til Højland Biler i Thisted og spurgte om en prøvetur af en Mercedes. Aftalen blev, at han skulle prøvekøre bilen sidst på ugen.
“Vi tog kopi af hans kørekort. Han fortalte os, at han havde solgt et anlægsgartneri på Sjælland. Efterfølgende har vi tjekket, at der har fandtes et gartneri med en ejer af det navn, men det er nedlagt,” fortæller Claus Leolnar fra Højland Biler.
Autoforhandleren kontaktede Nordjyllands Politi, som dykkede ned i sagen og har meldt tilbage, at en advarsel i netværket er på sin plads.
Samme biltyv har nemlig huseret flere steder på Sjælland. Kørekortet er falsk, cpr-nummer er falsk. Navnet er formentlig også falsk. Ifølge politiet er falskneriet uhyre veludført.