Elbiler

Bilanalytiker: Kørende telefoner varsler nye tider for bilmarkedet

Hæderkronede europæiske bilmærker har mistet fodfæste i Kina, hvor lokale producenter og techgiganter har ændret markedet totalt. På AutoBranchen Danmarks årsdag i Brande gav bilanalytiker John Zeng indblik i de trends, der også kan få betydning for Danmark.

John Zeng, Global Data Automotive

Kina viser vejen 

”I Kina er bilen ikke længere kun et transportmiddel – den er en del af det smarte hjem. Salget handler om apps, AI og software, ikke hestekræfter,” forklarede John Zeng, der er en erfaren bilanalytiker hos Global Data Automotive. Europæiske mærker som VW har mistet markedsandele i Kina, fordi de undervurderede elbilernes potentiale og overinvesterede i produktion af fossile biler. Samtidig har kinesiske producenter udviklet biler, der kan opdatere software, lære af førerens adfærd og integrere underholdning og hjemmestyring. 

En mobiltelefon på hjul 

Bilerne i Kina fungerer i dag som kørende smartphones: De kan håndtere alt fra navigation, kommunikation, musik og styring af hjemmets temperatur. John Zeng spår, at mange unge i fremtiden måske slet ikke vil have brug for kørekort, fordi bilen i høj grad bliver selvkørende og teknologidrevet. 

Den hurtige teknologiske udvikling betyder også, at modeludskiftningen går markant hurtigere end tidligere. Mange af de billige elbiler kan ikke klare de nyeste softwareopdateringer, hvilket presser bilparken til konstant fornyelse. Den gode nyhed er, som Zeng påpegede, at det giver potentiale for mere bilsalg – til gengæld stiller det helt nye krav til sælgernes viden og metoder.  

Nye salgsformer og abonnementsmodeller 

Salg og markedsføring følger teknologien: Bilerne bliver i stigende grad solgt i indkøbscentre og på digitale platforme frem for traditionelle showrooms. Fremtidens sælgere rekrutteres fra techbranchen og skal kunne rådgive om software og digitale tjenester frem for motorolie og mekanik. 

Det betyder, at abonnementer på tjenester som musik, streaming og navigation kan blive vigtigere for indtjeningen end selve bilsalget. For danske forhandlere og værksteder handler det derfor om at tilpasse kompetencer og rådgivning til et mere digitalt bilmarked. 

Hvad betyder det for Danmark? 

John Zeng vurderede, at kinesiske trends også vil nå Europa – dog tilpasset lokale forhold og teknologipartnerskaber. “Vi ved godt, at vi ikke kan komme med Huawei. Skal de kinesiske elbiler ind på et europæisk marked er det virksomheder som Google, vi skal arbejde sammen med om at tilpasse bilernes teknologi”.  

Budskabet var klart: Europa kan ikke hvile på laurbærrene. For danske forhandlere og værksteder gælder det om at forstå teknologi, data og digitale kundeoplevelser, hvis man vil fastholde positionen i et marked, der i stigende grad formes af software og AI. 

”Vinderen bliver den, der kan kombinere klassisk bilkompetence med forståelsen af kundens digitale hverdag,” konkluderede Zeng.