Elbiler

Bilsalget i maj steg med 20 procent

Maj måneds bilsalg gav et boost ovenpå det sløje april-salg. Der blev i maj nyregistreret 22.646 biler, hvor det i april blev til 18.794 biler. Det svarer til en stigning på cirka 20 procent og en stigning på 4,2 procent i forhold til maj 2017.

Det er de større biler og især SUV’erne, der står for en stor stigning i antallet af nyregistreringer, og salget af mikro- og minibilerne er stadigt faldende, som vi har set de sidste måneder.

”Det er positivt, at der tilsyneladende er kommet gang i bilsalget igen. Antallet af nyregistreringer ser indtil videre ud til at matche sidste års tal. Vi ved af erfaring, at bilsalget går en smule i stå i løbet af sommeren, så vi håber, at købelysten vender tilbage for fuld styrke efter sommerferien”, siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.