Eftermarked

Bobak: Der skal gøres op med høje rabatter og gratis ydelser 

Der er brug for, at den samlede pose forsikringspenge til branchen bliver større. Både lakerere og skadesværksteder skal betales bedre for det arbejde, der udføres.

Overskudsgraden i skadesbranchen er som tidligere beskrevet blevet tæt på halveret over en tiårig periode. På samme måde har AutoBranchen Danmarks rentabilitetsanalyse vist, at mange lakerere kører med deciderede underskud. 

Derfor er der behov for, at afregningen til branchen bliver hævet, hvis branchens økonomi skal være bæredygtig på sigt – og hvis der skal kunne investeres i at udvikle branchen. 

“Vi har igennem en årrække set, at branchen samlede afregning er blevet udhulet – og det lider mange desværre under i disse år,” siger Nicky Bobak, medlemschef i AutoBranchen Danmark. 

“Branchens samlede afregning skal op. Og der skal gøres op med de mange gratis ydelser og de høje rabatter, der undergraver branchens økonomi,” siger han. 

Lakgiganten IRS Denmark genforhandler aktuelt prisaftaler med værksteder i hele landet. Det sker efter IRS Denmark – det tidligere Pierre – har leveret underskud i flere år. 

“Vi har allerede genforhandlet omkring 70 procent af vores cirka 350 aftaler. De resterende bliver genforhandlet, når de nuværende aftaler udløber i løbet af året,” fortæller General Manager i IRS Denmark, Lars Rasmussen, til Motor-magasinet. 

Og det har en god forklaring, siger han videre: 

“Vores problem har været, at de priser, vi tog for vores ydelser, ikke har været markedskonforme, forstået på den måde, at prissætningen ikke har fulgt med tiden. Derfor skifter vi fra de historisk betingede aftalestrukturer til en sammenhængende og moderne prisstruktur, der afspejler den leverede værdi,” lyder det fra topchefen til Motor-magasinet. 

Koster branchen mange penge

Og hos AutoBranchen Danmark kan man genkende de problemstillinger, som IRS Denmark nævner.  

“I en årrække er forsikringsbranchen lykkedes med at presse både lakerere og værksteder. Det har kostet branchen rigtig mange penge,” siger Nicky Bobak. 

“Og det bør der gøres op med i en fart, for ellers vil det få store konsekvenser for hele branchen,” siger han videre.  

AutoBranchen Danmark blander sig ikke i de individuelle forhandlinger mellem skadesbranchen og forsikringsselskaberne eller mellem parterne i skadesbranchen, altså værksteder og lakerere. Men Nicky Bobak opfordrer til, at man stopper det ræs mod bunden, som man har set igennem flere år.  

“Forsikringsselskaberne har formået at spille branchens parter ud mod hinanden. Og forsikringsselskaberne har med deres købermagt drevet en udvikling, der stiller skadesbranchen dårligere og dårligere, mens forsikringsselskaberne selv tjener milliarder. Det er helt ubæredygtigt,” siger han. 

AutoBranchen Danmark udgiver inden længe en rapport, der sammenligner vilkårene for skadesarbejde i Danmark med Sverige, Norge og Tyskland.  

Den er udarbejdet af Teknologisk Institut. 

I løbet af foråret vil AutoBranchen Danmark i øvrigt også en udgive af ny version af den forhandlingsguide, der blev udgivet for et par år siden.

Kontakt

Nicky Bobak

Medlemschef